Jalousi er en følelse, ingen slipper for. Den griber fat i hjerteregionerne, æder en op og slår al rationel tænkning fra.
Således også i Shakespeares ”Et Vintereventyr” om Kong Leontes og hans dronning Hermione, der har besøg af kongens barndomsven Polixenes. De tre har det skønt sammen, indtil Leontes gribes af en altfortærende jalousi. Han er overbevist om, at hans gravide dronning er ham utro med hans bedste ven. Leontes beordrer i raseri sin adelsmand Camillo til at dræbe Polixenes. Camillo adlyder ikke, og Polixenes når at flygte. Dronning Hermione kastes i fængsel, hvor hun føder en lille pige. Kong Leontes vil ikke vedkende sig datteren, og hun bliver sat ud alene i en storm.
At den misere ender lykkeligt, er det vist kun en digter som William Shakespeare, der kan konstruere!
Shakespeares tekst er oversat af Niels Brunse og bearbejdet af Karen Maria Bille. Der er både afkortet i historien og fjernet personer i forhold til det oprindelige oplæg. Det er en god idé, for forviklingerne står trods forenklinger i kø i dette drama, der for så vidt er tragedie og komedie på en og samme gang. Tragedie fordi en grundløs følelse af jalousi slår ét barn ihjel, sender et andet barn til skovs og får en dronning til at slumre i 14 år, i hvilke år kongen pisker sig selv i sin ensomhed og i erkendelse af, at han tog fejl. Komedie, fordi dronningen herefter materialiserer sig som statue efter de magre 14 år. Vupti er hun levende igen, alt imens den udsatte datter med det sigende navn Perdita vender hjem. Yeah right!
De fire skuespillere befinder sig i et stort glasbur med hvidt gulv og dækket med sne, og publikum beskuer dem fra to sider. De er på konstant – også når de ikke er det. Det fungerer, og de enkle rekvisitter understreger minimalismen. Der er dog ting, der er let uforståelige i setuppet ud over den usandsynlige handling, som Shakespeare har æren for, for hvorfor sprøjter dronningen kongen ud mellem benene, da hun føder i fængslet. Han ville jo netop ikke have noget med det foretagende at gøre. Forvirrende er det også, når scenografien sidst i forestillingen åbner sig, og det pludselig vrimler med scenearbejdere i processen.
Forestillingen havde premiere i januar 2017, og der er ved repremiere stillet nyt hold bortset fra Mikkel Arndt, der har hovedrollen som Kong Leontes. Han leverer en kraftpræstation i sine lange teksttunge monologer. Han forvandler sig fra legesyg ven og forelsket ægtemand til en rasende og jaloux despot, der beordrer mord på sin bedste ven og fængsling af sin dronning. Han er skrøbelig i kærligheden til sønnen i skikkelse af en hovedløs dukke og skræmmende i sit blinde raseri.
Cyron Melville er vennen, der når at stikke af, før han henrettes. Han har undren over vennens mistro, men også tilgivelsens nådegave.
Birgitte Hjort Sørensen er den bly dronning, der ikke har sat sin dyd overstyr. Det har hun Oraklet i Delfis ord for, og så må det være sandt.
Christiane Gjellerup Koch er både adelsmand i kongens sold og hofdame for dronningen.
Sproget og teksten er en nydelse, og de medvirkende har alle og flot og tydelig diktion. Alle leverer deres bedste i, hvad der må være et fagligt maraton for en skuespiller, men måske har instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn villet modernisere og forenkle for meget i perfektionens navn.
Et Vintereventyr spiller på Republiques store scene til 9. juni 2018
Dramatiker: William Shakespeare
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenograf: Maja Ravn
Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Arndt, Christiane Gjellerup Koch & Cyron Melville
Tekstbearbejdelse: Karen Maria Bille
Oversættelse: Niels Brunse
Dramaturg: Simon Boberg
Musikkonsulent: Stephan Bomberg
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Janus Jensen
