“Et vintereventyr” er et dramatisk eventyr om, hvilke forfærdelige hændelser jalousi kan medføre. Det første, der møder en, når man kommer ind i teatersalen, er en stor glasboks, hvori Shakespeares drama skal udfolde sig. Og det gør det på bedste vis – her reduceret til et intimt kammerspil i instruktør Katrine Wiedemanns opsætning. Publikum sidder på to af glasboksens sider, og man er så tæt på, at man næsten kan fornemme de kun fire skuespilleres åndedræt.

Det her er eventyret om Kong Leontes, der rammes af en jalousi så gennemtrængende, at den overbeviser ham om, at hans bedste ven er utro med hans dronning – og at det kommende barn ikke er hans eget. Han befaler sin ven dræbt, og også dronning Hermiones liv hænger i en tynd tråd.

Med meget få virkemidler får scenograf Maja Ravn skabt både eventyrlig sneboldskamp og humoristisk fødselsscene. Samspillet skuespillerne imellem er så livagtigt, at man helt glemmer, hvor få rekvisitter, de egentligt bruger. En lysende elpærer, der forbliver hængende over en sovende Kong Leontes hoved symboliserer, hvordan han ikke kan finde ro, ligesom klingende babylegetøj giver publikum et indblik i det tankemyldrer, som hans hoved er fyldt med. Når man først har vænnet sig til Shakespeares 400 år gamle sprog, kan man ikke undgå at blive imponeret over, hvor mange komplekse fraser, skuespiller Esben Smed leverer i forestillingen.

Hen imod slutningen spiller humoren en større og forfriskende rolle. Glasboksen bliver åbnet, og karaktererne henvender sig til publikum, mens det pludselig går op for en, at det faktisk er en komedie, som Shakespeare har skrevet. Dermed slutter dette vintereventyr varmere, end alle i salen havde turde håbe på.

Et rørende eventyr, hvor der er plads til både kuldegysninger, tårer og grin.

‘Et Vintereventyr’ spiller på Republiques store scene i perioden 7. januar – 10. februar.

Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenografi: Maja Ravn
Medvirkende: Esben Smed, Natalie Madueño, Mikkel Arndt og Ditte Hansen.