”En Extremophile er en organisme, der kan overleve og trives under de værst tænkelige betingelser. Selv om extremophiles typisk studeres på et mikrobiologisk niveau, kan mennesker, der er bjergbestigere, sejler på oceanerne, udforsker underjordiske huler eller rejser ud i rummet også passe ind i definitionen på en Extremophile.”
I Fergal O`Byrnes stykke Extremophiles møder publikum fire personer, der befinder sig på en steril hvid forsøgsstation i Antarktis og bliver afskåret fra kontakt med omverdenen. Gruppen består af to englændere, en dansker og en canadier – tre mænd og en kvinde. Canadieren Fiskler, der har været leder for gruppen, har forladt forsøgsstationen for en tid og har overladt ledelsen til sin kæreste Angela. Bertram er gruppens nestor og føler sig forbigået ved udnævnelsen af Angela. Danskeren Lars er den person, der tilsyneladende har mest styr på teknikken på stationen. Da der ikke kan opnås kontakt til omverdenen, forsøger han til Angelas store panik at gå ud i vinterkulden for at tjekke antennerne.
Under disse pressede omstændigheder sker der noget med de fire personer. De er ikke helt sig selv, og de reagerer forskelligt. Til fælles har de dog, at arbejdet ikke fylder så meget. Til gengæld er deres måltider vigtige, eller i hvert fald er disse genstand for mange diskussioner. Det er nok ikke overraskende, at der snakkes om noget så tæt på som det næste måltid, når situationen er mere end alvorlig. Mere skal ikke afsløres om handlingen, men spændinger på tværs af køn og aldre spiller en stor rolle.
Dertil kommer, at man som publikum overvejer, hvor meget der skal tages bogstaveligt og hvor meget foregår på det metaforiske plan. Det må man gå ind og se forestillingen for at vurdere.
Sira Stampe er sød og empatisk som Angela, der leder forsøgsstationen. Hun savner sin kæreste og ser også selv et dilemma i, at hun er blevet udnævnt som chef for en, der har meget mere erfaring. Benjamin Stender er den danske Lars, der savner sin kæreste, som er død. Han bryder sammen over en gang frikadeller og rødkål, fordi de er lavet efter kærestens opskrift. Michael Worthman er canadieren Fiskler, der meget af tiden glimrer ved sit fravær. Hans motiver for midlertidigt af forlade stationen forekommer lidt mudrede. Så om han er helt eller kujon, svæver i det uvisse.
Heldigvis er der humor i replikkerne, for ellers havde klaustrofobien ikke været til at holde ud. Ian Burns er sjov som den ældste i gruppen. Han kan fremstille sig selv som noget tilbage og muligvis halvdement eller hallucinerende. Det er for eksempel urkomisk, når han dukker op i boxershorts og en t-shirt forestillende Union Jack.
Stykket beskæftiger sig med menneskelige relationer, der bliver sat på en ekstrem prøve. Her skrælles lag af, og de enkeltes virkelige personlighed kommer op til overfladen. Det er ikke lige kønt, det der kommer til syne.
Stykket må siges at være højaktuelt i 2020, hvor mennesket er i kamp mod Covid, og vi ikke ved, hvornår eller om vi mennesker vinder slaget.
Tillykke til That Theatre Company med deres forestilling nummer 50. Det lille engelsktalende kompagni leverer kvalitet til det Københavnske publikum.
Extremophiles
Manuskript: Fergal O`Byrne
Instruktør: Claus Bue
Lyddesign: Mark Jones
Lysdesign: Julian Simpson
Kostumer: Hanna Mørup
Scenografi: TTC Crew
Medvirkende: Ian Burns, Sira Stampe, Benjamin Stender og Michael Worthman
Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause
Spilleperiode: 21. oktober til 21. november 2020 på Krudttønden.
Forestillingen spilles på engelsk.
