Karen-Lise Mynster er forrygende – det hersker der absolut ingen tvivl om. Hun er dygtig, skarp, tydelig og behersker en sjælden set timing på en scene.
Vi befinder os i en fængselscelle i Teherans berygtede Rajai Shahr-fængsel, hvor Mahvash Sabet afsoner en tyve år lang fængselsdom inden hun dog løslades efter “kun” 10 år. For at holde modet oppe skrev hun digte om sit ophold, en bedrift, der gav hende håb. Og selvom det forekom hende håbløst at friheden ville komme, så hjalp det at tænke på det.
Selvom historien er stærk, så er det som om, der mangler noget. Vi er vidner til en monolog om ensomhed. Vi savner lidt flere detaljer, hvad er der sket? Det står ganske vist i programmet, men det ville have været med til at gøre forestillingen lettere for publikum.
Efter de første 20 minutter er vi helt med på præmissen, men vi vil gerne lære denne kvinde endnu bedre at kende. Vi vil gerne have lidt mere drama.
Scenografien er kold og rå og omfavner stemningen perfekt, men måske kunne man ved hjælp af nogle glimt på bagvæggen have hjulpet karakteren lidt på vej mod publikums forståelse.
Karen-Lise har selskab på scenen af komponist Henriette Groth. Monologerne blødes op af små sange, som er med til at løfte, faktisk rammer de to stemmer lige der hvor de skal, og man sidder lidt med en følelse af, at det ikke må stoppe.
En stærk forestilling om at miste sin frihed, men samtidig bevare håbet og troen på fremtiden.
Premiere 26.januar 2022
Spillested: Skuespilhuset
Medvirkende: Karen-Lise Mynster og Henriette Groth.
Scenografi og lyd: Mårten K. Axelsson
Kostumer: Jane Jensen
Oversættelse: Andros Frei
