Morten Hee Andersen fik seernes opmærksomhed med sine rolle som August i første sæson af ”Herrens Veje” på DR1. En belastet sjæl, som brat sluttede sit fiktive liv på skærmen, da han af egen fri vilje sprang ud foran en lastbil. Nu er samme Morten Hee Andersen tilbage. Denne gang på scenen og i den grad mere levende end nogensinde i sin en-mands hær af en rolle på den lille intim-scene hos Edison på Frederiksberg i København.

Og det kan egentlig siges ret simpelt: ”Færdig med Eddy” er uden sidestykke noget af det bedste monologteater, jeg har set i mange år. Punktum. Morten Hee Andersen formår gennem alle 90 minutter at fastholde sit publikum i et jerngreb som den homoseksuelle Eddy, der vokser op i et fransk provinshul, men som formår at løsrive sig fra sit homofobiske liv. Badet i lyserøde rosenblade uden at det bliver hverken patetisk eller bare for meget.

Men det kræver sin homo og ingredienser af højeste kvalitet, hvis projektet på den rå og tomme teaterscene skal lykkes. Men det gør det. I en grad så hårene rejser sig på publikum og i en grad, så ægte sved driver af Morten Hee. Han spiller, for nu at sige det på godt gammelt dansk, røven ud af bukserne og investerer med så meget af sig selv, at man kan blive helt bekymret for, hvordan han efter forestillingen selv kommer videre.

Der er en masse på spil og det er liv eller død deroppe på scenen, hvor den brutale historie ruller sig ud. For selv om klicheerne og skældsordene står i kø, tager selvmedlidenheden aldrig over. Mest af alt takket være en uovertruffen skuespilpræstation. Tekst og timing viser sig at være nødvendige dyder for succes – og forestillingen vil stå krystalklart i mange måneder fremover: som vedkommende, nærværende og ikke mindst vigtig.

Sted: Betty Nansen Teatret, Edison

Spiller frem til den 15. november 2018

Spilletider: Onsdag til fredag klokken 19.00, lørdage klokken 16.00 
 

Medvirkende: Morten Hee Andersen

Instruktion: Anna Balslev
Scenografi og kostumer: Frederikke Dalum