De seks mennesker på scenen har haft en drøm om, at de var hunde. Det forstærker sanserne at være en hund. Når man er en hund, kan man nemlig koncentrere sig om at hente en pind, være stille eller lægge pinden tilbage.

Lyder det underligt? Det gør det, og det er det, men det er også en lille perle, Pete Livingstone har skabt med forestillingen ´Fetch´.

Alle medvirkende entrer scenen iført pæne sorte jakkesæt, hvid skjorte og bærer på pinde i forskellige størrelser. Nogle af dem er gode i størrelsen som hundepinde, og det er vigtigt. Alle begynder at gø som hunde, og især Pete Livingstone gør godt. Derefter tager de plads i tre bure. I midterburet sidder det lille orkester med Pete Livingstone på klaver og de talentfulde tvillingesøstre Nicole og Pauline Hogstrand på henholdsvis cello og bratsch.

I og udenfor de andre bure udfolder Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma sig i dans og performance. Pete Livingstone styrer slagets gang for de tre ”hunde” på gulvet. Han beskriver deres personlighed, og hvad de kan, og de tre hunde beskriver også sig selv. Antoinette Helbing fortæller, at hun har ét ansigtsudtryk, hvor hun skammer sig og ét, hvor hun er glad. De to udtryk ligner hinanden påfaldende, og det er ret skægt. Jan Vesala kan siddende på en stol modtage ordrer om at vente, hente og sidde stille. Han kan klø sig bagi, så man er sikker på, han er en hund. Taneli Törma er den utilpassede hund, der nok vil befinde sig bedst i et hjem, hvor der ikke er børn. Det ville blive for svært.

Der kastes med toiletpapir til almindelig moro og postyr. I en scene har alle hunde store hvide lampeskærmsagtige rør om hovedet, så de ikke kan se hinanden, men drille kan de stadig.

Helbing, Vesala og Törma er skønne dansere og performere alle tre og har elementer fra store dele af sproget i moderne dans, og oveni har de fin diktion. Det hele er seriøst, men heldigvis tager ingen af de medvirkende sig selv for alvorligt, som det ofte er tilfældet med moderne eksperimenterende dans.

Pete Livingstones musik er på en gang enkel og elitær, og hans tekster er mærkelige på den gode måde, og så kan Livingstone bevare en maske af et stenansigt, uanset hvor vanvittigt hans budskab er. Han får det næsten til at lyde normalt at vågne forvandlet – ikke til et insekt, men til en hund.

Det er en skøn og overraskende forestilling. Den er dybest set uforståelig, men en pind er en pind, og en hund er et menneske, der agerer som hund i et hemmeligt selskab.

Fetch på Teater V

Medvirkende: Pete Livingstone, Taneli Törma, Antoinette Helbing, Jan Vesala, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand

Instruktør: Nina Kareis

Scenograf: Johan Kølkjær

Komponist: Pete Livingstone

Co-production mellem Teater V og Livingstones Kabinet

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Forestillingen opføres delvist på engelsk.

Spilleperiode: 5. til 20. marts 2022