Det er ikke hver dag, der står operette på repertoiret på Det Kongelige Teater. Det er der så rådet bod på med Johann Strauss den yngres nytårskomedieoperette Flagermusen fra 1874, der er genopsat i Peter Langdals udgave fra 2006 – denne gang instrueret af Line Kromann. Der lægges op til gak, løjer, champagneberuselse og forviklinger, så det basker.
Hr og fru Eisenstein, Gabriel og Rosalinde, er tilsyneladende lykkeligt gift. På trods af dette er Rosalinde fristet af en italiensk sanglærer, der bestormer hende med serenader. Hendes mand på sin side er på vej i fængsel i otte dage for en forseelse, der aldrig rigtigt åbenbarer sig. På vej til fængsel forvilder han sig dog til et stort maskebal, inviteret af sin ven Dr. Falke, som føler han har en høne eller rettere en flagermus af plukke med ham. Ballet bliver afholdt af den unge, rige prins Orlofsky. Rosalinde bliver lokket til at forklæde sig og tage til ballet af Dr. Falke, så hun kan afsløre ægtemandens bedrag. Rosalindes tjenestepige Adele får fri af sin frue, angiveligt fordi hendes moster er syg – he. Hun tager også til ballet i sin frues kjole og mødes til festen med sin søster Ida. Ingenting er således, som det ser ud, og løgne og fortielser står i kø. Før invitationen til ballet har Rosalinde muligvis også været lige ved at blive lokket til et romantisk møde med sin beundrer Alfred.
Sceneriet er sat i familien Eisensteins hjem i første akt, andet akt hos Prins Orlofsky og tredje akt i fængslet.
Hos Prins Orlofsky huserer en kok i skikkelse af Morten Eisner, der giver den på volapyk russisk og smider med potter og pander. Senere dukker Eisner op som ansat i fængslet, hvor han undres over, hvem der er hvem af de arresterede, ligesom han modtager den noget beduggede fængselsinspektør, der også har været til bal. Eisner er sød, men de to numre kommer aldrig helt op og ringe, og vittighederne indbyder ikke til megen latter.
Både Dr. Falke og Prins Orlofskys partier synges af kvinder, og især Susanne Resmark som Dr. Falke er god og sjov.
I sidste akt leverer Ann Petersen, Michael Kristensen og Gert Henning-Jensen, Rosalinde, Gabriel og Alfred, en fantastisk præstation, hvor alle fraskriver sig ansvar for ethvert bedrag, og det er sjovt. Når en kvinde, der ikke selv har helt rent mel i ægtefælleposen udbryder, at hun vil kradse øjnene ud på sin mand og lade sig skille, så er der ved at være noget ved det.
Der er bare for få af disse perler. Det hele er muntert, og alle tilgiver alle. Det er for så vidt fint, men det hele bliver så let, at det føles som at sætte tænderne i en alt for sød marengs. Det er bestemt ikke, fordi sangerne ikke leverer flotte præstationer, og der spilles for flere karakterers vedkommende på, hvilket køn de pågældende er eller ikke er og hvilke seksuelle præferencer, de måtte have – uden at det bliver klart.
Der er flere ørehængere blandt sangene i Flagermusen, og dem er der mange der holder af. På trods af dette og selv om der er et par bemærkninger om, at penge til det store bal kommer fra hvidvaskede penge som en lille stikpille til en større dansk bank, er det som om tiden er løbet fra historien ikke passer til et publikum 2018.
Bedrag og utroskab er formentlig kommet for at blive, men alle forseelser kan ikke bagatelliseres med, at det hele er champagnens skyld.
Flagermusen, Det Kongelige Teater Operaen
Instruktør: Peter Langdal
Instruktør ved genopsætning: Line Kromann
Dirigent: Robert Houssart
Scenograf: Mia Stensgaard
Kostumedesign: Pernille Egeskov
Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
Lysdesign: Jesper Kongshau
Medvirkende: Michael Kristensen, Ann Petersen, Jens Søndergaard, Hanne Fischer, Gert Henning-Jensen, Susanne Resmark, Lukas Noerbel, Dénise Beck, Frøy Hovland Holtbakk og Morten Eisner
Dansere fra Tivolis Balletteater: Laureline Epular/Fenella Cook, Ella Louise Appleby/Nadia Skriver Rosenby, Rhian Williams/Marie-Claire Silfer, Freja Lützhøft/Jennifer Wagstaffe, Giovanni Messeri/Paul James Rooner, Luca Varone/Robert Thomsen, Salvatore Cerulli/Carlos Garcia, Gabriele Cox/Donovan Delis-Mccarthy
Varighed: 3 timer inkl. 2 pauser.
