Det er udgangspunktet i Per Olov Enquists begavede kammerspil fra 1981 om parret Heiberg og H.C. Andersen. Stykket foregår i familien Heibergs dagligstue, hvor Hanne, som hun bliver kaldt, sidder og skriver. I stuen sidder en gammel dame (Lisbeth Lundquist) lidt afsides i en stol. Hun blunder og gør ikke meget stads ud af sig. Hr. Heiberg kommer ind og er irriteret over H.C. Andersen, som han har mødt til et selskab hos kongen. Han beordrer sin hustru til at tage sig af ham, når han kommer.
Da Andersen kommer, er han stærkt ophidset og brænder efter at fortælle fru Heiberg, hvad der er sket. Ved sammenkomsten hos kongen har han villet holde en tale om kærligheden ”Amor omnia vincit”. Da han var godt i gang, røg hans gebis ud, og ydmygelsen tog så hårdt på ham, at han begyndte at græde. Fru Heiberg er fuld af forståelse, men taler også hårdt til Andersen for at få ham til at holde op med at klynke, så hun kan slippe for at høre de pinagtige detaljer.
Ellen Hillingsø er fru Heiberg, og hun er fænomenal. På det ydre plan er hun nærmest fru Heiberg op ad dage, og på det indre og mentale har hun mange nuancer. Hun kan på en gang være hård, vulgær og sårbar. Ingen skal få denne kvinde, der kommer fra trange og hårde kår, ned med nakken. Hendes raseri på Andersen, da hun finder ud af, at han har kysset grevinde Danners sko og ovenikøbet kalder hende dronning, er til at tage og føle på. Fru Heiberg kender Danner fra balletskolen og har intet tilovers for hende. Tværtimod omtaler hun hende som kongens frille og kongen som fedtklumpen.
Ole Lemmeke er H.C. Andersen, og hvis hans præstation ikke kaster adskillige priser af sig, er der ingen retfærdighed til. Han er maskeret, så han fuldstændig ligner Andersen. Han er duknakket, iført et lidt slidt kjolesæt, der ikke sidder for godt og udstråler usikkerhed ind til benet. Han har derfor ikke mange chancer overfor den skrappe fru Heiberg. Han har en forestilling om, at familien Heibergs liv er idyl, men bliver i løbet af aftenen klar over, at det ikke er tilfældet. Magtbalancen mellem Andersen og fru Heiberg skifter i løbet af stykket, da Andersen må tage til genmæle overfor de beskyldninger, han overdænges med. Lemmeke kan tale så affekteret, som man kun kan gætte på, at Andersen har gjort, og ganske små bevægelser og gestik fuldender hans billede af Andersen.
Preben Kristensen er Johan Ludvig Heiberg, og han kan med få virkemidler udstråle arrogance, indtil han går ovenpå til sin stjernekikkert og gemmer sig for verden. Med ganske få replikker får man indblik i forholdet mellem ægtefællerne, og det er oplagt komplekst på den mindre gode måde.
Teksten har mange lag, og personernes virkelige liv har inspireret i en grad, så man kan være i tvivl om, hvorvidt handlingen uden forbehold kan tages for pålydende. Det kan den naturligvis ikke, men meget af det beskrevne er sket, og meget gør ondt at høre. Især fru Heibergs historie er knugende, når hun fortæller om, at hendes fordrukne far satte hende til at danse på bordene på Dyrehavsbakken, og om den beundrer, hun havde som ganske ung, der på grund af hendes afvisning af ham, begik selvmord.
Det er ikke nemt for en instruktør at vælge at opsætte og caste ´Fra regnormenes liv´. Nogle af os kan huske Jørgen Reenbergs fortolkning af rollen som H.C. Andersen tilbage til begyndelsen af 1980-erne, og den var genial.
Kim Witzel har lavet en velfungerende scenografi, hvor Heibergs hjem giver indtryk af tung guldalder. Et transparant gardin afslører i nogle scener husets første sal med Heibergs stjernekikkert. Kasper Wilton har instrueret trekløveret Heiberg og Andersen, og især første akt fungerer fortrinligt. Det er ondt, men også sjovt, for beskrivelsen af Andersens ydmygelse er komisk.
Interaktionen mellem fru Heiberg og Andersen er tankevækkende og interessant, for som aftenen skrider frem, afsløres det, at de to har meget mere til fælles end først antaget. De to finder hinanden i Andersens fortolkning af Snedronningen med ham og fru Heiberg som Gerda og Kay. Tårerne bryder frem i fru Heibergs øjne, og måske smelter splinten.
Fra regnormenes liv på Folketeatret
Dramatiker: Per Olov Enquist
Oversættelse: Frederik Dessau
Instruktør: Kasper Wilton
Scenograf: Kim Witzel
Danseinstruktion: Jeanette Binderup-Schultz
Kostumer: Line Bech
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Ole Lemmeke, Lisbet Lundquist
Varighed: 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Spilleperiode på Folketeatret: 4. februar til 13. marts 2022
