Man bliver så glad! Ikke kun fordi teaterscenerne landet over begynder at åbne igen efter nogle lange kulturløse måneder, men også fordi Covid-19 tydeligvis ikke har haft indflydelse på det fynske lands høje standard, når det kommer til frilufts- og amatørteater. Igen må man sætte spørgsmålstegn ved, om man reelt kan kalde dette års medvirkende i Herregårdsspillene for amatører uden at fornærme både dem og branchen generelt.

Om end Shakespeares stykker kan være tunge, og selvom du skal holde tungen lige i munden for at holde fast i de sproglige kringlerier, så formår hele holdet med instruktør Rune Daugaard i spidsen at gøre Shakespeare både underholdende, underfundig, folkelig og fin.

Allerede ved ankomst mødes du af de medvirkende, der helt naturligt og i de fineste kostumer bevæger sig rundt omkring i de skønne omgivelser på Ulriksholm. Let og elegant bevæger de sig nærmere scenen (som her udgøres af slotsgården og underetagen på Ulriksholm) og en organisk start bliver startskuddet til et par timers god underholdning.

Det er et stærkt hold og egentlig næsten umuligt at fremhæve nogle frem for andre. Men skal man gøre et forsøg, må en af dem, der især bør roses for sit skuespil være Kirsten Giftekniv i skikkelse af Rikke Friis i rollen som Madam Rask. Friis bliver i den grad bindeleddet i historien idet hun navigerer elegant rundt i spillet mellem Fru Page, Fru Ford og Johan Falstaff. Friis er skøn og i den grad velcastet til rollen, selv når hukommelsen svigter, kommer hun ud af det på den mest elegante facon.

Værd at fremhæve er også de to fruer Fru Ford og Fru Page. Deres samspil er skønt og underfundigt og begge kvinder leverer nogle rigtig fine sopraner, om end Anna Bauer formår at brage mere igennem rent sopran-mæssigt end Line Djursaa. Det gør dog ikke noget, for i samspillet spiller de hinanden stærke, når de nøjes med at spøge uden at synde.

De to fruers mænd, der spilles af Steffen Raabjerg i rollen som Frank Ford og Henrik Knudsen som George Page, er mindst lige så vellykkede som deres koner. De to mænd er temperamentsmæssigt to modsætninger og er i den grad imponerende i lige så høj grad som Steffen Raabjergs stemme.

Aftenens jokere bliver Jens Jepsen i rollen som Slatten, hans onkel Dompap, der spilles af Lorens Lassen, Præsten Hugh Evans, der spilles af Jacob Zinn og ikke mindst Carsten Christensen som krovært. Ligesom i alle disneyfilm er det de små, sjove og skæve karakterer, der gør historien underholdende og ofte også er dem, vi husker bedst bagefter, her bidrager Jepsen og Lassen blandt andet ved at bringe tankerne tilbage til Juncher Juchs og Grev Rapsenfuchs i ”Jul på Slottet”. Jepsen som den generte, akavede og usikre Juchs og Lassen som den dog noget mildere Rapsenfuchs, der så gerne vil have sin nevø gift med et godt parti i form af Anna Gjerløff som Anna Page. Jacob Zinn er en skøn, walisisk præst med et noget løssluppent forhold til livet i hvert fald i forhold til så mange andre gejstlige. Især den walisiske accent gør karakteren underholdende, og det imponerer, at Zinn holder ved accenten hele vejen igennem. En næsten ubetydelig rolle gøres til en sjov og skæv karakter med Christensen som krovært. Sjældent er der lagt så elegant og underfundigt op til en pause.

Derudover er Søren Frøstrup Elmelund skøn i rollen som den noget brunstige Johan Falstaff, der forsøger at gøre kur til både Fru Page og Fru Ford. Tankerne ledes hen til Hans Kurt som Kaptjan Schmuck i ”Frøken Nitouche” og er et godt bidrag til den lidt skæve historie om en  mand, der ikke kan gennemskue kvindernes list.

Dette års Herregårdsspil er vellykket og især den fantastiske slutning, der på grund af overraskelsesmomentet ikke skal afsløres yderligere, får publikum til at forlade Ulriksholm med en blanding af gåsehud på armene og glæde i kroppen.

Forestillingen spiller torsdag, fredag og lørdag i uge 32 og 33 på Ulriksholm i Kerteminde.

Medvirkende: Søren, Frøstrup Elmelund, Jonas Hulgaard, Lorens Lasse, Jens Jepsen, Steffen Raabjerg, Henrik Knudsen, Jacob Zinn, Simon Skytte, Jakob Christensen, Bøje Andersen, Anna Bauer, Line Djursaa, Rikke Friis, Anna Gjerløff, Franciszek B. Martynski samt elever fra Teaterskolen Toppen.

Instruktør: Rune Daugaard

Instruktørassistent: Lars Zachi Maarup og Jesper Bruun-Givskud