Rhea Lemans forestilling er fra 2011, men handlingen er i anledning af repremieren opdateret til 2018. Forestillingen indgår i CpH Stage. Tak for det. Det er en perle af en forestilling.
Året er 2018, og Goebbels sidder i sin førerbunker og sender propaganda ud til verden via sit radioprogram ”Kunst, Kultur og Kommunikation”, som han annoncerer med ”We are going downtown Berlin”, mens en rød natklubbelysning sætter stemningen.
Den afdøde Goebbels, Ina-Miriam Rosenbaum, er imponerende godt opdateret på den verden, han ikke længere er del af, så krigen i Syrien og ISIS indgår også i Dr. G for Goebbels´ udgydelser, ligesom der er hip til ”Der Untergang” fra 2004.
Dr. Goebbels har et gammeldags skrivebord med telefon og mikrofon, et flag med hagekors, et stålskab med plads til uniformer og en tavle med plads til tankespind. Det hele er klemt ind på den lille scene i kukkassescenen på Teatret ved Sorte Hest.
Goebbels fabulerer over det spørgsmål, han hele tiden får – hvordan kunne De gøre, hvad De gjorde? Det har han mange forklaringer og bortforklaringer på. Samtidig savner han sine børn, og i et kort øjeblik får publikum indtrykket af, at der har været et menneske bag magtministeren fra NaziTyskland.
Vi køber den dog ikke – manden likviderede dem alle 6 – så meget for Vaterliebe.
I anden akt får Dr. G for Goebbels besøg af salig Leni Riefenstahl, filminstruktøren, der var i Hitlers sold. Her er hun i skikkelse af Søren Bang Jensen. Det er et skønt match med den høje Bang Jensen som den elegante kvinde og Rosenbaum som den lille mand med klumpfod – et herligt performativt stunt. Bang Jensen ser herlig ud og nailer virkelig at se ud som en smuk kvinde, der kan forføre mændene omkring sig. De får sagt nogle giftige sandheder til hinanden de to. Der vaskes hænder, og motiver besmykkes. Begge har en mening om kunst og kultur. Dr. G argumenterer for, at politikeren skal være i armslængde fra kunsten, hvilket ikke helt harmonerer med hans statement om, at hvis du er anderledes, skal du udryddes. Det skete for mange jødiske kunstnere under anden verdenskrig. Også Riefenstahl har nok besmykket sine motiver som ”upolitisk kunstner”. Det må i så fald have været iblandet en kynisme, der vil noget. Hun opnåede meget qua sin alliance med Der Führer.
Ina-Miriam Rosenbaum er utrolig, når hun humper over scenen, råbende, dansende og ikke mindst syngende. Hun giver den med blandt andet ”Happy days are here again” og ”We are smiling”. Heldigvis er historien også humoristisk uden på noget tidspunkt at blive lavkomisk.
Det er et interessant greb at lade en afdød historisk person fabulere over både fortid og nutid. Historien får en stemme og minder os om, at vi alle står på skulderen af, hvad der er sket før, og at vi skulle overveje at blive klogere. Interessant er også spørgsmålet om de kunstnere, der efter krigen tog afstand fra deres rolle under krigen. Her er Leni Riefenstahl blot er et af de mest markante eksempler.
Produceret af SceneWorks sammen med Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V
Spilleperiode: Den 18. maj-2. juni 2018
Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum og Søren Bang Jensen
Ide, manuskript og instruktion: Rhea Leman
Scenograf: Lone Ernst
Lysdesigner: Søren Kyed
Lyddesigner: Baldur Kampmann
Kostumedesigner: Hanne Mørup
Musik: Torben Kjær
