Publikum plejer at møde Malvolio i Shakespeares komedie ´Helligtrekongersaften´. Han er den latterlige hushovmester, der narres til at tro, at hans arbejdsgiver, grevinden, er forelsket i ham. Det afsløres i et forfalsket brev, der angiveligt skulle være skrevet af grevinden selv. I brevet forledes Malvolio til at tro, at grevinden vil have ham til at bære lange gule strømper og krydsede sorte strømpebånd, og så skal han smile hele tiden. Alt dette har selvfølgelig ikke noget på sig, og Malvolio bliver totalt til grin, da han efterlever instrukserne. Hos Shakespeare ler vi uden eftertanke af Malvolio. Han er for latterlig en personage til, at vi spilder egentlig empati på ham, hvis man nu skal være helt ærlig.
I engelske Tim Crouch´s monolog fra 2010 ´Jeg, Malvolio´ indtager Malvolio scenen helt alene, og han har nogle sandheder at fortælle om sin skæbne og om den måde, han er blevet behandlet på. Samtidig tages vi i salen under alt andet end kærlig behandling. Alle det, han er blevet udsat for af ydmygelser, kaster han i hovedet på os, og der er ingen nåde ved hans dom. Vi skal rette ryggen, sænke skuldrene og lave være med at pille. Den ordre kommer flere gange spyttende efter os. Han spidder os og spørger om, vi virkelig synes ting er morsomme – være sig at smide tyggegummi på jorden eller mobbe andre mennesker.
I Michael Moritzens skikkelse er Malvolio det meste af tiden klædt i en beskidt undertøjssag og ditto hovedbeklædning. Han befinder sig i, hvad man må se som en garderobe på et teater, og om han som skuespiller er ved at forberede sig til at spille Malvolio i ´Helligtrekongersaften´ eller om han er Malvolio skifter i den timelange monolog.
Michael Moritzen har selv oversat monologen og formåede at holde publikum, der denne premiereaften mestendels bestod af adskillige skuespillerkolleger og anmeldere, i ånde. Vi var tæt på Moritzen, for det er man uvægerligt på Teatret ved Sorte Hest, der er en af Københavns mest intime scener. Her kan ikke skjules noget, og det prøver Moritzen bestemt heller ikke på. Man ser hver en rynke og fold i hans ansigt og på hans krop, og vi ser hans vrede og afmagt. Op i tilskuerrummet kommer denne Malvolio også. Han henter et reb, fordi nu skal han hænges. Til hjælp henter han to fra publikum og opfordrer alle til at forevige hængningen på mobiltelefon og dele det på de sociale medier. Han er dog en kujon og gennemfører ikke forehavendet – meget heldigt, så der bliver mere end en forestilling.
Der bliver leget med teaterkonventionerne fra Tim Crouchs side, så sædvanlig dramaturgi og spilleregler for en forestilling ikke følges. Den slutter uden mulighed for applaus, der tales meget direkte til publikum, der mere end en gang bliver udsat for, at ting forsætligt trækkes i langdrag, hvilket indimellem føles mere enerverende end godt er. Teksten kræver en erfaren skuespiller, og det er Michael Moritzen i den grad. Han leverer en fantastisk præstation godt hjulpet på vej af Lene Vasegaard, der har instrueret.
Jeg, Malvolio på Teatret ved Sorte Hest
Medvirkende: Michael Moritzen
Instruktør: Lene Vasegaard
Dramatiker: Tim Crouch
Oversættelse: Michael Moritzen
Skræddersal: Mikael Jensen
Teaterforlag: Columbine Teaterforlag
Varighed: 1 time uden pause
Spilleperiode: 23. februar til 19. marts 2022
