Inge Lehmann var en af de vigtigste naturvidenskabelige
forskere i Danmark nogensinde. Fuldt ud på højde med de kendte mænd. Men hun er
stort set ukendt. Det er ellers noget af en historie, der ligger bag og i denne
person – og den historie har Folketeatret valgt at fortælle med ”Jordens indre”.
Lehmann var seismolog og geofysiker – og hun er den, som i 1936 fandt frem til
at jorden har en fast kerne. Før hendes beregninger, troede man, at kernen var
flydende. Lehmann blev født i 1888 og døde 104 år gammel i 1993. Hun skrev sin
sidste videnskabelige artikel 99 år gammel. Men forskerlivet var ingen dans på
roser. Som kvinde havde Lehmann ikke adgang til forelæsningerne, hvilket
unægtelig besværliggjorde studiet, som blev noget forlænget. Forskerkarrierer
var også kun for mænd, så hun blev assistent for en mandlig geodæt, og hjalp
med at opbygge seismologiske målestationer i Danmark og Grønland. Stillingen
ved Geodætisk Institut var administrativ og arbejdstiden gik med at foretage
aflæsninger og aflevere rapporter til sin chef. I sin fritid lavede hun sin
egen forskning om de trykbølger, der udgår fra et jordskælv. Hun arkiverede
sine dokumenter i OTA Solgryn pakker. Og i havregrynspakkerne redegjorde hun
for et mønster i de ellers tidligere uforklarlige afvigelser i disse bølger. I
1936 udgav hun en artikel, men høstede ikke den anerkendelse, hun burde have
fået.
Inge Lehmann bringes til live af Iben Hjejle. Det er et match made in heaven.
Man kommer tæt på Lehmanns usammenlignelige forskerbegavelse og intense
drivkraft. Og man bliver charmeret af spidse kommentarer om uduelige mænd og
fjollede regelsæt om hvad kvinder bør og ikke bør. Niels Bohr repræsenterer de
mandlige kolleger og – desværre sabotører – i forskerverdenen. Jesper Lohmann
spiller ham irriterende godt.
”Jordens indre” er en på mange måder vigtig forestilling. Den handler først og
fremmest om Inge Lehmann, som med rette findes frem af glemslens mørke og gives
det anerkendende spotlight, hun fortjener for sit store og vigtige arbejde som
forsker. Den handler derudover meget eksplicit om kønsroller, normative
forventninger og misogyn diskrimination. Og så handler den om et individ, der
kæmper både for sig selv og for et fælles bedste – med al for megen modgang.
Fortællingen om Inge Lehmann er lige så rørende, som idéen bag teaterstykket er
sympatisk. Man er i godt og sjovt selskab med Inge Lehmann og Iben Hjejle.
Ligesom hele resten af castet. Man bliver endda en lille smule klogere på de
primære og sekundære bølger, der udgår fra jordskælv. Og man kan ikke undgå at
føle nogle af disse bølger lige midt i retfærdighedssansen.
Medvirkende:
Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Roberta Hilarius
Reichhardt, Troels Malling
Dramatiker:
Simone Isabel Nørgaard
Instruktion:
Geir Sveaass
Danmarksturné 3. oktober – 11. november 2019:
Aarhus, Odder, Kolding, Sønderborg, Esbjerg, Rønne, Hvidovre, Roskilde,
Randers, Vejle, Viborg, Herning, Odense, Svendborg, Hørsholm, Næstved, Greve,
Slagelse, Albertslund, Jyllinge, Haslev, Horsens, Ebeltoft
Spilleperiode på Folketeatret:
15. oktober – 15. december 2019