København

Foto: Emilia Therese

Tanken om, at videnskab kan flyde på tværs af grænser, er smuk og i bedste fald givende for de implicerede forskere og for de befolkninger, der kan få glæde af deres resultater. Sådan burde det være i fredstid og er det forhåbentlig. Værre bliver det, hvis ven og kollega pludselig tilhører fjenden, og den forskning, man arbejder med, potentielt kan bruges i våbenindustrien. Hvad kan man så tale om, og kan eller må man overhovedet tale sammen?

Det er temaet i Michael Frayns skuespil fra 1998 om fysikerne Niels Bohr og Werner Heisenberg. De to havde gjort hinandens bekendtskab tilbage i 1922, hvor Niels Bohr holdt en forelæsningsrække i Göttingen, som Heisenberg som ung fysikstuderende overværede. Heisenberg blev inviteret til København for at arbejde på Bohr Instituttet, og Bohr og Heisenbergs relation udviklede sig til et næsten far-søn forhold. Heisenberg blev ofte inviteret af Niels og Margrethe Bohr – både til deres hjem i embedslejligheden og til deres sommerhus i Tisvilde. Omdrejningspunktet var selvfølgelig fysikken over lange samtaler – blandt andet under de spadsereture, de foretog sammen gennem årene.

Frayns stykke kredser om de to mænds møde i 1941 i København. Niels og Margrethe Bohr ser fra det hinsides sammen med Heisenberg tilbage på begivenheden. Hvad der skete mellem de tre mennesker, er svært at vide, og på trods af nogle ikke afsendte breve fra Niels Bohr til Heisenberg, der er offentliggjort af Bohrs familie, er det stadig ikke klart.

Dilemmaet mellem dem er dog til at tage og føle på. I 1941 stod de to mænd som repræsentanter for henholdsvis Danmark og Tyskland, og der var krig. Dertil kom, at Bohr var halvt jøde og dermed potentielt i personlig fare. Nu kunne forskningsresultater omkring atomer, fission, diffusion og eventuel fremstilling af våben ikke diskuteres åbent. Hvorvidt der pågik forskning om det, måtte også holdes hemmeligt. Som Frayn fremstiller Heisenberg, havde denne en ganske naiv forestilling om, at samarbejde og oplysninger stadig kunne udveksles. Bohr var mere tilbageholdende, men mente i 1941 slet ikke, at det var en mulighed at fremstille en bombe. Det er nok stykkets mest interessante replik.

Steffen Aarfing har skabt en enkel og velfungerende scenografi, hvor hele scenens bagvæg består af tavler, hvor de to fysikere skriver deres formler. Fra loftet hænger store hvide glaslamper med institutionspræg.

Jens Jørn Spottag er Niels Bohr, og i mimik og holdning ligner han ham. Mikkel Arndt er Heisenberg. Samspillet mellem de to er forunderligt, og publikum bliver inddraget i en videnskabelig verden, hvor de fleste af os kun kan se måbende til og ikke forstå, hvad der bliver talt om. Hvad der til gengæld er forståeligt, er den passion, forskere har for deres fag. At skulle give slip på den fælles forståelse må have været smertelig, ligesom Bohr i 1941 og senere har skullet indse, at han ikke længere kun var forsker, men også havde en politisk rolle. Overfor eller mellem de to mænd er Margrethe Bohr – spillet af Karen-Lise Mynster. Hun er bindeleddet til den virkelige verden, når hendes mand bevæger sig for langt ud i den astrale videnskabsverden. Man fornemmer både gennem teksten og i Mynsters spil, at her var en kvinde, der har stået ved sin mands side og hjulpet ham med hans arbejde – blandt andet ved uendelige opgaver med renskrivning. Hun har en stram facade, men der er sprækker ind til de sorger, hun har haft. To af parrets sønner døde – den ene ved en drukneulykke, og det dødsfald kommer flere gange op til overfladen hos begge ægtefæller. Hun fastholder tappert, at det havde været i orden, at hendes mand tog på skitur eller vandretur, da et af børnene kun var en uge gammel. I Mynsters fortolkning kommer vi lidt i tvivl om, det var det.

Mikkel Arndt får serveret Heisenbergs reservation overfor de fysikere, der efter krigen ikke ville trykke hans hånd. Det var dem, der fremstillede bomben – ikke ham.

Jens Jørn Spottag, Karen-Lise Mynster og Mikkel Arndt leverer alle en fantastisk præstation, og de får dilemmaet frem. Det gør de igen og igen, for teksten kredser om det samme i en uendelighed. Det er der selvfølgelig en pointe i, fordi der ikke er noget endegyldigt svar, men publikum sidder på pinebænken i forestillingens sidste time, og det kan selv de dygtigste skuespillere ikke ændre på.

Forestillingen er interessant, og sjovt var det, at der var adskillige fysikere i publikum til premieren. Flere af dem har bidraget til programmets tekster – så invester i det og prøv at følge med i teorier om atomer, U235, U238 isotoper og meget mere.
 
 
København af Michael Frayn – i Skuespilhuset
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Mikkel Arndt og Karen-Lise Mynster
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Súni Joensen
Lyd-design: Janus Jensen
Oversættelse: Troels II Munk
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 13. oktober til 24. november 2022

Skriv kommentar