La Boheme på den store scene i Operaen på Det Kongelige Teater

Giacomo Puccinis ikoniske opera fra 1896 foregår i Paris, hvor publikum følger 6 fattige unge mennesker. De har ikke salt til et æg, men til gengæld har de følelser en masse til at kompensere for det – lige fra kunstneriske frustrationer hos digteren Rodolfo og maleren Marcello til både lykkelig og ulykkelig kærlighed. Rodolfos udkårne er sypigen Mimi, som viser sig at lide af uhelbredelig tuberkulose.

Det, der bærer det hele igennem, er Puccinis vidunderlige musik, der underbygger dramaets højdepunkter og overskygger det faktum, at hovedparret rent faktisk ikke er purunge og udsultede. Niels Jørgen Riis og Maria Luigia Borsi synger Rodolfo og Mimi, og de er sublime. Man føler med Mimi, da tuberkulosen er ved at tage hende, og med Rodolfo, der som den sidste erkender, at hun ikke kun sover.

Sofie Elkjær er smuk og velsyngende i rollen som den flyvske Musetta, og man forstår, at hun kan fordreje hovedet på både mænd i alle aldre. Palle Knudsen er hende en værdig partner som den lækre maler Marcello.

Astrid Lynge Ottosen har lavet en flot scenografi. Den går fra gråt og trist i Rodolfos utætte kvistværelse til strålende glitter og lys i Galleri La Fayette, hvor scenen i øvrigt vrimler med børn. Flottest virker sidste akt, der foregår på Paris tage med udsigt over hele byen.

Det er en herlig opsætning, hvor sang, musik, lys og scenografi går op i en højere enhed.

Instruktør: Elisabeth Linton
Dirigent: Vello Pähn
Dirigent: Marius Stieghorst
Scenograf: Astrid Lynge Ottosen
Kostumedesign: Magdalena Stenbeck
Koreograf: Clara Svärd
Lysdesign: Ulrik Gad