Den topkompetente og respekterede læge Ruth Wolff står i spidsen for et privathospital, hvor der forskes på højt plan i Alzheimer. De indlagte patienter lider af Alzheimer, men på trods af dette er en ganske ung pige på 14 år indlagt, fordi hun har foretaget en abort på sig selv. Ved stykkets begyndelse er livet ved at sive ud af hende. En katolsk præst kommer til hospitalet sendt af pigens forældre, der har bedt ham give deres datter den sidste olie. Forældrene selv opholder sig i udlandet. Ruth Wolff nægter præsten adgang. Det er hendes lægelige vurdering, at det ikke gavner patienten. Dertil kommer, at der intet står i journalen om, at pigen er katolsk som sine forældre. Præsten på sin side forsøger at komme forbi Wolff, og da hun hindrer ham vejen, rører hun ved hans skulder.
Det bliver startskuddet til shitstorm og deroute for Ruth Wolff. Kollegaer vender hende ryggen, og privat chikaneres hun, så hun næsten ikke tør gå udenfor en dør. Arbejdsmæssigt øjner lægen Hardiman chancen for at overtage ledelsen og gør i øvrigt opmærksom på sin katolske baggrund. Hen ad vejen falder flere og flere skeletter ud af skabene. For bliver der ved nyansættelser kun taget hensyn til lægefaglige kompetencer, eller bliver der skelet til køn og religiøsitet? I hvert fald finder nogen det påfaldende, at der med den jødisk fødte Ruth Wolff ved roret er overvægt af jødiske kvindelige læger ansat på hospitalet. Wolff nægter pure – hun går ikke ind for gruppering. Hun ansætter bare de bedste.
I privatlivet fremstår Ruth ensom. Der er en kvindelig partner, der lidt spøgelsesagtigt viser sig. Eneste andet selskab er tilsyneladende jævnlige besøg af en ung skolepige.
Ruth Wolff er faglig og kompetent, men mangler en anelse sociale evner. Hun står stejlt på sit, når hun ved, hun har ret. Det gælder, hvad enten der er tale om sproglige finesser eller tilgang til og behandling af patienter.
Som publikum forvirres man mere end en gang gennem forestillingen. Ingen er tilsyneladende, hvad de ser ud til. Doktor Hardiman – spillet af Sarah Boberg iført lægekittel, elegante bukser og stilethæle – viser sig at være en mand. (Det var ikke oplagt). Caspar Phillipson spiller den katolske præst, og det viser sig, at han er sort. (Det kunne man heller ikke se). Det er et greb fra dramatikeren Robert Ickes side. Det holder en på tæerne, når man ser forestillingen, men det er ikke helt indlysende, om det er en god ide. Ting og relationer fra Wolffs privat fortid dukker op under en ubehagelig TV-debat, hvor hun grilles af et panel af højpandede og intellektuelle, der mener sig berettigede til at nedgøre hende.
Iben Hjejle spiller den altoverskyggende hovedrolle som lægen Ruth Wolff, og hun er aldeles fantastisk. Hun bærer forestillingen og giver liv til sin karakter. Hun får alle nuancer frem af en kompetent, men meget kantet kvinde, der har adskillige ar på sjælen. Caspar Phillipson giver hende modspil, og især i deres private samtale ved historiens slutning, gribes man. Her taler to modstandere, der forstår hinandens synspunkter og forpligtelser.
Laura Kronborg Kjær er sød som den unge pige, der hos Wolff har et frirum til at fortælle alt, og som har modet til at sige sin mening til den voksne kvinde.
Historien foregår i nutiden, og om hospitalet ligger i England eller USA bliver ikke afsløret, men en anglofil tradition er tydelig. Magtkampe i forskningsverdenen og meninger på tværs af fagligheder og etiske dilemmaer er universelt, men det forhold at der oplagt ikke er tale om et dansk univers, gør historien en anelse uvedkommende. Det forekommer ikke sandsynligt, at man i en dansk kontekst ville være nødt til at adressere en situation med en katolsk præst, og at denne ikke ville få adgang til en patient, hvis han bad om det. I Danmark ville selv den mest bastante læge formentlig se pragmatisk på en sådan forespørgsel. Det gør dog ikke, at historien ikke er interessant, og især Robert Ickes undersøgelse af og analyse af sin hovedpersons personlighed, giver stof til eftertanke. Hos hende er alt bestemt heller ikke lige, hvad der viser sig på den let barske overflade.
Hendes valg af fagligt speciale og behandlingen af en ung patient er muligvis ikke ubegrundet. Hvad det går ud på, må man gå ind og se forestillingen for at finde ud af.
Rober Icke bringer virkelig mange emner på spil, såsom race, køn, seksualitet og religiøsitet. Man når ikke helt i mål med al denne diversitet, og man sidder en anelse forvirret tilbage.
Alle i castet gør det godt i den enkle, men velfungerende scenografi af Palle Steen Christensen. Læs endelig programmet, der desværre kun er online. Det giver gode hentydninger til dramatiker Robert Ickes tilgang til stoffet.
Lægen på Folketeatrets store scene
Dramatiker: Robert Icke frit efter Arthur Schnitzlers ´Professor Bernhardi´
Oversættelse: Niels Brunse
Komponist: Daniel Fogh
Instruktion og bearbejdelse: Kim Bjarke
Scenografi: Palle Steen Christensen
Koreografi/Stagefight: Gunilla Lund
Medvirkende: Iben Hjejle, Caspar Phillipson, Sarah Boberg, Christopher Læssø, Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic.
Varighed: to timer inkl. pause.
Spilleperiode: 7. februar til 10. marts 2024
