Lystspil hedder forestillingen om hele Danmarks Kirsten Walther, eller som undertitlen kalder stykket et imaginært portræt. Ingen er derfor blevet lovet en én til én fortælling om Kirsten Walther, som alle danskere i hvert fald husker som den spejlblanke, men dominerende Yvonne fra Olsenbanden og den småborgerlige Karla med lidt for korte kjoler i Huset på Christianshavn. Det er en helt anden side af den folkekære berømthed, som forestillingen byder på.
Publikum var bænket i Teatret ved Sorte Hests lille mørke teaterrum. Døren til trappen gik op, og lyset strømmede ind. Ned ad midtergangen skred Lotte Munk iført et gigantisk møllehjul af en gul regnhat, ditto regnfrakke og gummistøvler. Så var man ligesom i det sjove ”Waltherunivers”. Der holdt det muntre lidt op. Scenen er et lukket rum med et rundt skrånende gulv med psykedelisk mønster. Walther hænger det solgule outfit på en gine og afslører, at hun er nærmest nøgen indenunder. Hun er der for at øve på en forestilling, men både instruktør og medspiller er blevet forhindret og eneste kontakt til omverdenen er en stemme fra oven – enten teatrets faktotum, en lidt lummer direktør, hendes læge eller en tabloidjournalist, der lægger hende ord i munden og udlægger dem til den overskrift, han vil have til sit sladderblad.
Rollen, Walther skal spille, viser sig at være hovedrollen Julia, og alle glæder sig til den allerede udsolgte forestilling. Det er hverken Shakespeare eller Strindbergs karakterer, men den prostituerede Julia, der har været tvunget til at opgive sit barn og derefter opsøger adoptivmoderen for at få lov i det mindste at se ham. I det klaustrofobiske rum bliver figuren Walther næsten absorberet af sin rolle under prøveforløbet, mens hendes private udfordringer popper op til overfladen. Hun er usikker, fordi hun ikke er purung, hun er nervøs og tager en drink og en pille i ny og næ for at kunne holde til presset. Samtidig svarer hendes læge ikke på, om hendes blodprøver har vist noget. Han er mere interesseret i, at hans kone og dennes strikkeveninder skal se hende i den nye forestilling. I mellemtiden bliver kostumet til Julia leveret i den sufflørboks, der står på scenen. Det viser sig at være et ret kinky sort undertøjssæt – meget ulig den Kirsten Walther, publikum oftest blev præsenteret for. (Hun bliver ikke så glad for det).
Lotte Munk er sitrende af nærvær i beskrivelsen af sin figur, og Christian Damsgaards stemmer fra oven er overbevisende i deres grovhed mod hende.
Stykket behandler en masse generelle problemstillinger om overfladisk og uempatisk menneskelig opførsel og deraf følgende personlig usikkerhed hos de personer, der er offer for den. Kirsten Walther bruges som løftestang til projektet, som ikke ses at have haft til hensigt at nå ind til virkelighedens person, der værnede om sit privatliv til sin alt for tidlige død i 1987. Hun tages lidt som gidsel, og publikum forvirres af titlen på stykket, for trods små fnis over ydmygelsen af hovedpersonen, er der ikke meget lystspil over foretagendet.
Lystspil på Teatret ved Sorte Hest.
Medvirkende: Lotte Munk og Christian Damsgaard
Instruktør: Per Frohn
Dramatiker: Emilie Nordentoft
Scenografi: Per Frohn og Emilie Nordentoft
Producent: Scene42
Arrangør: Sceneprojekt
Spilleperiode: 20. til 29. maj.
