Tre kvindeskæbner folder sig ud for vores øjne i forestillingen ´Maddiker´ på Folketeatrets lille scene Hippodromen. De står med hver deres firkantede felt bag sig på scenen og fortæller, hvem de er. Ved forestillingens start kender de ikke hinanden, men deres liv filtres sammen, og de bliver mere og mere hinandens fortrolige. De har deres fortid med sig, og det der glemmes af den ene, huskes af de to andre. De har ligheder og forskelle. De er dog først og fremmest kvinder, og de er over deres ungdoms første vår med de glæder og udfordringer, det medfører. De kan alle tale om sygdomme, og det pensles ud, at de skal til den og den undersøgelse. Der er jo både noget med underlivet, gigtplagede led og meget andet. Så har man det at tale om. De undrer sig over, at det hylster, de lever i, har forandret sig. Hvorfor ligner de lige pludselig deres mor eller bedstemor. Det er en besk pille at sluge, men fysisk forfald er ikke til at undgå.
Elisabeth, spillet af Rikke Wölck, er trekløverets akademiker. Hun har haft et rigt liv med arbejdsmæssige succeser, interessante rejser, gode venner og en datter. Hendes liv smuldrer dog, da hun bliver fyret, for hvorfor fyrer man en person med både viden og erfaring. Hun bliver vred og irriteret over denne nye normal, og det er jo fuldt forståeligt. Hun bliver også vred på personer i sine omgivelser, for de er oplagt ikke nær så begavede som hun – et mindre tiltalende og arrogant karaktertræk, kan man sige. Oveni kommer en personlig sorg, som tærer på hende. Rikke Wölck har udover at medvirke også skrevet manuskriptet. Hun giver i rollen som Elisabeth et nuanceret portræt af en mangefacetteret kvinde, der under den hårde overflade, er skrøbelig. Hun kan smide sandheder i hovedet på sine veninder, men vifter dem væk, når de kommer for tæt på.
Bodil Jørgensen er sygeplejersken Helene, hvis mand gennem adskillige år slår hende. Hun har dækstiften i tasken, så ingen opdager volden. Det er i hvert fald, hvad hun forklarer sig selv. Omverdenen har gennemskuet både hende og hendes privatliv. Helene forsvinder mere og mere ind i demensens tåger og bliver fastlåst til en kørestol. Bodil Jørgensen er både rørende og sjov, som kun hun kan være. Hun har en uskyldighed over sig, så hun slipper afsted med de værste seksuelle sjofelheder, som ingen andre ville kunne. Når hun siger pik og kusse, bærer vi over med det. Hun er urkomisk, når hun hamrer sine fingre i den nymodens smartphone, som hun er udstyret med. Det er genkendeligt, så det basker.
Jannie Faurschou er Inge. Hun har en kedelig mand, børn og børnebørn. Alle tager hende for givet, for hvorfor skulle hun ikke kunne hente børnebørnene. Der kan vel ikke være noget, hun skal, der går forud – eller? Selvfølgelig giver hun sig. Hun vil jo også gerne hente og være behjælpelig. Hun har dog et lille sensuelt pusterum i sin tilværelse, og det har hun i den grad fortjent. Hvad det går ud på, må man se forestillingen for at finde ud af. Jannie Faurschou har en dejlig sødme over sig, og man tror på hende, når hun siger, at hendes karakter har et lyst sind og ikke lader sig gå på af dagliglivets genvordigheder.
De er gode de tre damer.
Meget naturligt ser de tre tilbage på døre, der er lukket bag dem og undrer, om de skulle have foretaget andre valg tidligere i deres livsbane. De kunne være blevet skilt eller have uddannet sig mere. Der har været mange muligheder, og bestemt ikke alle er grebet. De ser dog også frem, indtil døden for alvor nærmer sig.
Det er en historie om kvinder, der bliver ældre og mere usynlige, siger de. Det er lidt af en kliché, for både Bodil Jørgensen, Rikke Wölck og Jannie Faurschou er uimodsagt ikke unge, men de er i den grad stadig synlige. Det bliver ikke sagt, men måske antydet, at kvinders aldring er mindre socialt acceptabel end deres jævnaldrende mænds. Om det er sandt, er svært at sige noget endegyldigt om. Til gengæld har kvinder (generelt) måske mere med hinanden at gøre. De bekymrer sig og har empati for hinanden på en måde, som mænd ikke har, når de ikke mere har deres arbejdsliv.
Der er for så vidt ikke noget overraskende over de tre kvinder. De har levet gennemsnitlige liv med op- og nedture, og det er forfriskende at få præsenteret deres dagligdags historier. Vi kender dem fra vores bekendtskabskreds og fra os selv. Vi bliver mindet om, at vi alle ender med, at maddikerne fortærer os.
Det ved vi alle sammen, men vi har ikke lyst til at tænke tanken til ende, for alle vil leve længe, men ingen vil være gammel, som Benjamin Franklin sagde.
Gå ind og se de aldrende damer, der i den grad stadig er i live.
Maddiker på Hippodromen
Manuskript: Rikke Wölck
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Rikke Wölck og Jannie Faurschou
Scenografi: Gøje Rostrup
Lyddesign: Michael Roger Hansen
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause
Spilleperiode: 24. februar til 17. maj 2022
