Agnes og hendes tre søstre har mistet deres far, der er den sidst afdøde af deres forældre. Deres barndomshjem i Klampenborg skal sælges, og huset skal tømmes. Agnes´ tre søstre har alle job i udlandet, de skal tilbage til efter, papirarbejdet med hussalget er klaret. De damer mener, at Agnes sagtens kan tage sig af tømningen. Der står hun så alene om at sortere i forældrenes ting, der har hobet sig op gennem de 60 år, de har boet der samtidig med, at hendes sorg presser sig på og skal bearbejdes.

Det er ikke enkeltstående, at en arving ”udpeges” til at tage læsset for de resterende. Således også i denne historie, hvor de tre geskæftige søstre ikke har noget problem med at tvære den mildt sagt omfattende opgave på deres søster. Her er begrundelsen, at Agnes ”bare” er skuespiller, i andre tilfælde kan aben ende hos en, der tilfældigvis ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet.  

Minder fra barndommen om forældre og søskende skyller ind over Agnes. Det starter med lyse minder om at sove i revnen hos forældrene, at mærke moderens kærtegn over håret, føle duften af hendes læbestift og parfume i næseborene, ligesom duften af faderens olie til at rense jagtriflen stadig pirrer hende. Der er relationen til søstrene, som deres mor har efterladt forskellige ting til, og som falder i mere eller mindre god jord hos de fire. Agnes tænker på de ”mor”-ting, deres mor altid formanende sagde. ”Pas nu godt på og ring når du kommer frem. Man ved aldrig, hvad der kan ske.”  

Som historien skrider frem, er det dog ikke kun søde og drillende minder. Der skrælles flere og flere lag af, og ubehageligheder dukker op. Hendes far var dybest set en skørtejæger og så lidt dybt i flasken og blev ubehagelig, hendes farfar var nazist, og hendes mor havde kærlighedsbreve gemt i sin sykurv. Alt har nok ikke været fryd og gammen i den lille familie.  

Historien er god, fordi den er så genkendelig, at alle kan forbinde sig med den i en eller anden form.  

Det er svært at rydde op efter afdøde slægtninge, for selv om det kun er ting, man har med at gøre, er det ting, der skal tages stilling til. Det lyder så nemt at kategorisere mellem ´beholde´, ´smide ud´ og ´sælge´, når man taler teoretisk om det, men når det er mors syltetøj, der har stået længe i viktualiekælderen, et udstoppet hjortekid eller service til 36, bliver det vanskeligt, når det har været del af et levet liv.

Anja Owe er en bemærkelsesværdig kunstner. Hun går efter de smalle projekter og går ikke på kompromis. I sommeren 2021 var hun en af de bærende kræfter i vandreforestillingen ´Baldersbæks Stemmer´, hvor hun både medvirkede og instruerede. Nu har Anja Owe oversat Gilla Cremers monolog ´Mine forældres ting´ fra tysk, og hun er alene på scenen i halvanden time i Teatret ved Sorte Hests lille blackbox scene. I monologen portrætteres både Agnes, hendes søstre og begge hendes forældre. Anja Owe gør det fremragende, og man kan lige se den kæderygende, selvretfærdige storesøster, den bekymrede og kærlige mor og den sure far. Vi er med hende i det store hus, når hun venter på firmaet, der skal hente flyttelæsset med gods, der bare skal ud, og vi forstår hendes frustration. Det er på en gang rørende, sjovt og trist. Det er lidt, som de fleste liv er – fyldt med både godt og ondt.

Musik af Schubert, Bartok, Beethoven, Samuel Barber bidrager til stemningen.

Se `Mine forældres ting´ og husk at smide ting ud, før du dør. Det er ikke alt, dine børn behøver sortere i eller kende til.
 
 
Mine forældres ting – Teatret ved Sorte Hest
Medvirkende: Anja Owe
Instruktion og produktion: Thomas Howait
Dramatiker: Gilla Cremer
Oversættelse: Anja Owe
Assistent: Ida Carina Christensen
Forlag: Rowohlt Theater Verlag
Producent: Fifty-Fifty-Fifty
Musik: Frantz Schubert, Frederic Chopin, Samuel Barber, Bela Bartok, Ludwig Van Bethoven m.fl.
Varighed: 1 time og 30 minutter
Spilleperiode: 26. marts til 9. april 2022