”Jeg er din største fan” sådan lyder den mest ikoniske replik fra Stephen Kings bestseller roman fra 1987. Bogen var en bragende succes, det samme blev filmatiseringen i 1990, som både indbragte Kathy Bates en Golden Globe og en Oscar for sin rolle som Annie Wilkes.
Nu har ’Misery’ fundet vej til de skrå brædder på Teater Republiques Revolver scene med Lise Baastrup i hovedrollen. Og uhyggen er sat fra start. Forfatteren Paul Sheldon kører galt i sin bil, men til hans held – eller uheld – bliver han fundet af sygeplejersken Annie, som tager ham med hjem. Nu starter et flere måneders langt mareridt. Annie er Pauls største fan, og hun tvinger ham til at skrive videre på sin yndlingsroman.
Lise Baastrup er perfekt castet til denne rolle, hun er overbevisende og skræmmende og tilpas kejtet og nørdet i sit udtryk, og hun har et godt greb om sit publikum, hendes timing er både skøn og uhyggelig. Det er uden tvivl hendes forestilling. Til gengæld savner vi en lidt mere oprigtig frustration hos Sheldon (Mads M. Nielsen), hans skrig og desperation kommer ikke helt udover scenekanten, dog mærker vi hans smerte og lidelsen i sygesengen.
Musikken og lyset er genialt til at sætte den rette stemning, og til dem, som har set filmen, så er der en skøn ubehagelig tone gennem hele fortællingen. Scenografien er egentlig godt tænkt, men vi savner nok lidt nytænkning. Vi befinder os i Annie Wilkes faldefærdige hus med store lapper af tapet på væggene, her kunne der med fordel være gjort mere ud af detaljen eller skærmen på bagvæggen, hvor hvert kapitel beskrives.
’Misery’ er en lang forestilling på mere end to og en halv time. Fem kvarter uden pause havde givet mulighed for lidt mere tempo og intensitet og hmm ja uhygge. Det hele ender dog, som det skal, og vi går alle ud af teatermørket godt og grundigt skræmte.
Hvis du elsker Stephen King, gys og Lise Baastrup, så er denne forestilling klart et besøg værd.
‘Misery’ kan opleves på Teater Republique i perioden 13. september til 24. oktober 2018.
Instruktør: Sargun Oshana
Medvirkende: Lise Baastrup, Mads M. Nielsen og Henrik Birch