Lørdag eftermiddag var der sæsonåbning for Det Kongelige Kapels kammerkoncerter. Kammerkoncerterne er for de meget erfarne og de famlende begyndere inden for klassisk musik. Alle blev guidet igennem koncerten af kapelmusikus nr. 862 Troels Svendsen. Han fortalte først og fremmest om musikken, men også anekdoter om det kongelige kapel, der er Verdens ældste orkester. Det stammer helt fra 1448, og alle medlemmer har et nummer.
Åbningskoncerten bød på Wolfgang Amadeus Mozarts Serenade nr. 10i B-dur, KV. 361 (1783/1784) i syv satser. Serenaden er for 13 blæsere og én kontrabas. Hele 4 waldhorn havde Mozart tildelt sin musik, hvor han kun plejede at bruge 2. Derudover var koncerten for obo, klarinet, bassethorn, fagot og kontraforte. Kontraforten, der understøtter kontrabassen, var ikke opfundet på Mozarts tid, men først for 20 år siden forklarede Svendsen i sin introduktion til musikken. Mozart elskede blæsere og benyttede dem ofte og i forskellige kombination, hvor obo/horn og klarinet/fagot blev sat sammen.
Det er et smukt stykke musik af Mozart, og selv folk, der ikke er kendere, kunne genkende adagioen fra skuespillet Amadeus, hvor Salieri for første gang hører Mozarts musik.
Efter pausen blev Franz Schuberts strygekvintet i C-dur, opus 163, D. 956 (1828), det sidste kammerværk Schubert nåede at fuldende før sin død samme år. Stykket var ifølge Troels Svendsen et opgør med oplysningstiden, som Schubert kun havde hån til overs for. Han ville have romantik og fantasi i sin musik.
De fem musikere fortolkede Schuberts strygekvintet med indlevelse, så skønheden og fantasien strømmede ud i salen.
Det er et hyggeligt koncept sådan en kammerkoncert. Musikerne sidder på scenen og er hovedpersonen og ikke alene akkompagnement, og lyset i salen er tændt, hvilket giver en intimitet publikum og optrædende imellem. Især i Mozarts serenade gav opførelsen ud over musikken et fint indblik i musikernes arbejdsproces, når instrumenterne blev renset mellem satserne.
Sæsonen byder på flere kammerkoncerter blandt andet på Takkelloftet.
Mozart og Schubert
Konferencier: Kapelmusikus nr. 862 Troels Svendsen.
Medvirkende: Det Kongelige Kapel
Varighed: 2 timer inkl. pause