Nøddeknækkeren danser for tredje gang tilbage til Tivolis drømmeland


Den udødelige fortælling om Clara og hendes elskede Nøddeknækker fører publikum med ind i en eventyrlig drømmeverden. Efter en begivenhedsrig juleaften med besøg fra H.C. Andersen, balletmester August Bournonville og et virvar af gæster i smukke klæder, falder Clara i søvn og vågner op i drømmelandet Tivoli sammen med sin bror Fritz. Her møder de Tivoli-ikonerne Harlekin, Columbine og Pjerrot, og sammen flyver de alle af sted på eventyr i en ballonkurv.

I Tivolis særudgave af det klassiske juleeventyr er der i sandhed magiske øjeblikke, som særligt fremhæves af Tjajkovskijs majestætiske toner under Snedronningens sublime dans. De smukke snefnug, der yndigt vimser omkring hende, tager sig eventyrlige ud i deres kreative kostumer. Flere magiske momenter finder også sted under Claras dans med Nøddeknækker-soldaten samt de to gyldne figurers optræden, der dog forekommer en anelse langtrukken.

Igen og igen drages sanserne af både liflig musik og livlige trin. Men den konstante forkælelse tilfalder i særdeleshed øjnene, der er travlt beskæftigede af visuelle udtryk i form af scenografi og kostumer i multikulturelle variationer. Dronning Margrethe er i sit helt eget element en dygtig kunstner, som formår at få farver og materialer til at spille sammen og bygge videre på en fortælling, der i høj grad styrkes af netop de visuelle komponenter.

Dertil skal koreograf Peter Bo Bendixen roses for sin sammensætning af dygtige, multietniske dansere. Foreningen af et internationalt hold formidler en autentisk magi, som kun findes i universer repræsenteret af fremmede såvel som velkendte dimensioner. Tilsammen fortryller trin, toner og visualisering tid og sted i knap 100 minutter.

Juleballetten opføres i Tivolis Koncertsal fra 1. til 30. december 2016.

Koreografi og iscenesættelse: Peter Bo Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Dronning Margrethe
Musik: Pjotr Iljitj Tjajkovskij
Dirigent: Henrik Vagn Christensen