Intet forstås på samme måde hele tiden i Elisa Kragerups første forestilling som direktør på Betty Nansen Teatret. Kønsidentiteten flyder, og tiden er flygtig og opfattes subjektivt. En roman skrives på 400 år, og et liv ændres på 3 ½ sekund. Vi er i Virginia Woolfs romanunivers fra 1928, men emnerne er evigtgyldige og især i 2018, hvor grænserne mellem kønnene til stadighed er til diskussion.
I Elisa Kragerups introduktion til forestillingen indførte hun publikum i baggrunden for romanen, der langt hen ad vejen er et langt og meget mærkeligt kærlighedsdigt skrevet til Virginia Woolfs store kærlighed Vita Sackville-West, efter at denne havde forladt Virginia Woolf. I romanen har hun dog også sørget for, at der bliver gjort grin med hovedpersonens aspirationer til at blive digter – et hip til Sackville-West og hendes forfatterdrømme, der var længe undervejs.
Historien strækker sig over 400 år, og første gang publikum møder Orlando, er han en 16-årig smuk dreng i 1500-tallets England. Han er omsværmet og bliver Elisabeth den 1.s yndling. Han bliver ambassadør i Konstantinopel. Her sover han hele syv døgn og vågner op som kvinde. Som kvinde er Orlando stadig omsværmet af kvinder som mænd og kan nu forstå den fysiske forskel på kønnene på egen krop.
Maria Rossing er Orlando både som mand og kvinde, og hun er både sjov og rørende i begge spektre af kønslinjen.
Om sig har hun Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann og Anton Hjejle i forskellige roller. Mikkel Arndt er fantastisk som Orlandos beundrer/beundrerinde hertug eller hertuginde, der koket afvises af Orlando.
Tina Gylling Mortensen giver den som Dronning Victoria, så man er i tvivl om, hvorvidt Victoria også har trodset tiden og er genopstået på Betty Nansen Teatrets scene. De giver alle Rossing med- og modspil, og herligt er det, når der til stadighed henvises til Orlandos smukke ben. Det sidste er lidt pudsigt, for Maja Ravn har bevidst skåret Rossings trekvart lange bukser på et sted, der ikke fremhæver Rossings ben for det bedste.
Forestillingens scenografi af Maja Ravn er utrolig. Den består af et kæmpe bevægeligt spejl opstillet bagest på scenen. Det følger såvel skuespillere som publikum, der fra deres pladser også får øje på sig selv i spejlet. Det er medinddragelse af os på en helt ny og bogstavelig måde og lever op til Kragerups tanke om, at teatret ikke kan eksistere uden sit publikum. Ravns kostumer bevæger sig gennem århundrederne og mellem kønsidentiteterne, så det bliver tydeligt, at kvinder eksempelvis skal bakse med stramme korsetter. Det er en bedrift.
Den vanskelige historie om Orlando er for den intellektuelle feinschmecker, men er i Kragerups instruktion bragt til et niveau, hvor de fleste kan være med – og så alligevel ikke, for indimellem er det svært at følge personernes krumspring.
Det er en modig tekst at give sig i kast med som åbningsforestilling. Der er meget at glæde sig til i resten af sæsonen.
Medvirkende: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle
Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Baseret på en roman af: Virginia Woolf
Romanoversættelse: Karsten Sand Iversen
Dramatisering: Sigrid Strøm Reibo og Njål Helge Mjøs
Bearbejdelse til Betty Nansen Teatret: Elisa Kragerup og Solveig Gade
Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. Pause
Spilleperiode: 14. september til 13. oktober på Betty Nansen Teatret
