Melodi Grand Prix-potpourri og uforpligtende firserinspireret folkeunderholdning.

I Brædstrup er det 35 år siden, at Revy-showet på Pejsegården gik luften for første gang. Siden er der hvert år blevet opført en musikalsk revy, i mange år med Østjysk Musikforsyning ved roret. De senere år er ”ØM´erne” efter lang, charmerende – og tro tjeneste, blevet skiftet ud med et strømlinet og dygtigt performende hold af skuespillere og sangere.

Fra scenen proklameredes det, at Pejsegården har fået nyt lydanlæg og det blev blandt andet fejret med en gang uforpligtende firserinspireret folkeunderholdning, a la klassisk dansk melodi grand prix-potpourri i slutningen af første akt, samt senere i andet akt, en mini-hyldest-hitkoncert for ingen ringere end salige Leonard Cohen, David Bowie, Freddie Mercury og Prince. Med hæderlige sangpræstationer fra samtlige solister, ikke mindst Rikke Buch Bendtsen, og et stærkt spillende husorkester, blev den sidstnævnte del ganske godt leveret.

Nogle af højdepunkterne blandt humørscenerne i showet, var et foredrag om historien bag Pejsegården og revyen med døvetolk, en grotesk Quiz om at vinde et dansk statsborgerskab. Begge scener blev ret sjovt leveret af Christina Astrid Nielsen og Mikkel Schrøder. I den let lumre ende var første del af et scorekursus, på i alt halvfjerds moduler, udført af Rikke Buch Bendtsen i rollen som en super kikset instruktør, der vagte minder om Anne Marie Helgers storhedstid – Wauw wauw wauw!

Sammenlagt var premieren på årets Pejseshow en ganske hæderlig oplevelse, som nok mest vil blive husket for den flotte lyd og et fremragende orkester. Forestillingen belønnes her med tre skarpe stjerner.

Pejseshow 2017 spiller hver fredag og lørdag indtil den 18. november.

Instruktør: Donald Andersen
Medvirkende: Christina Astrid Nielsen, Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Schrøder, Søren Jydholm Jørgensen

Band: Rasmus Friis Tvørfoss (Kapelmester), Jakob ”Jønne” Juul Nielsen, Jason J. Dove.
Producent: Mikkel Schrøder