Peter Pan


– en fantasifuld rejse til barndommens fortryllede land.

’Peter Pan’ er en af de mest kendte og elskede klassikere for børn, der handler om den grønne dreng Peter, der ikke vil være voksen, for så skal man gå på arbejde, man må ikke lege mere og man dør!

Folketeatret i Nørregade danner rammen om den fantasifulde rejse til barndommens fortryllede land: Evighedslandet hvor fantasien hersker. Her bor Peter Pan sammen med ’de glemte børn’ og sin helt egen fe ’Klokkeblomst’. Men – livet på Ønskeøen er ikke helt uden udfordringer. Den bebos også af farlige krokodiller, drilske havfruer og ikke mindst Kaptajn Klo og hans kumpan Smisk.

’Peter Pan’ er en hyldest til børn naturlige fantasi og nysgerrighed, som man aldrig må tage fra dem – og børnene inddrages da også i historien, da det er lige ved at gå galt for Klokkeblomst; denne fantasi og nysgerrighed understøttes på fin vis af scenografien med blade, diodelys, neonfigurer og masser af glimmer.

Scenografien er et kapitel for sig, for man møder ikke nødvendigvis det, man forventer: blandt andet er piratskibet erstattet af en flaskepost og Kaptajn Klos klo er erstattet af en gribearm, som man kender den fra bamseautomaterne i Tivoli. Men der er ikke gået på kompromis med originalen, og det er væsentligt.

Det samlede ensemble leverer en flot indsats i deres forskellige roller. Michael Slebsager (Peter Pan) og Mille Gori (Wendy) bør dog fremhæves for deres overbevisende indsats og høje grad af indlevelse i deres roller. Men også Stina Mølgaard, Ene Øster Bendtsen og Hanne Gjerstad Henrichsen leverer også varen – de er desuden vildt morsomme. Ikke mindst i deres roller som havfruer.

Om man kan lide Kaptajn Klo i en lak-og-læder-version må vist være en smagssag.

’Peter Pan’ spiller på Folketeatret i Nørregade i perioden fra den 12. oktober til den 3. december 2017. Turnépremieren starter den 2. februar 2018 i Vejle og slutter efter besøg i 40 byer den 12. marts 2017.

Instruktør: Moqi Simon Trolin
Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Kristian Boland, Anne Vester Høyer, Christel Klan Stjernebjerg, Ole Boisen, Stina Mølgaard, Ene Øster Bendtsen, Hanne Gjerstad Henrichsen

Skriv kommentar