”De er noget ved musikken, og de sluger mig råt”, siger Khlestakov til sin tjener Osip.
De to er på flugt på grund af Khlestakovs spillegæld og befinder sig i en lille provinsby i Rusland. De har i den grad nerverne uden på tøjet, samtidig med at de for alvor er ved at være sultne, fordi der ikke er mere kredit at hente. Samtidig får byens borgere, hjulpet på vej af byens sladdervorne unge postmester, nys om, at der måske er en statsrevisor på vej, og at denne muligvis optræder inkognito. I paranoiaens navn koges det op, at revisoren nok er selvsamme Khlestakov, der har boet på byens hotel i 14 dage. Dommer, hospitalsdirektør og ikke mindst borgmesteren, der alle er korrupte ind til benet, må på banen for at smiske for den formodede revisor. Forvekslingskomedien er omvendt, da det ikke er den forgældede charlatan, der udgiver sig for at være revisor. Det er omgivelserne, der giver ham prædikatet. Han er dog ikke sen til at følge trop og udnytte situationen til egen fordel. Han får rippet hele flokken for penge og uden at røbe for meget, slipper han langt hen ad vejen godt fra det.
Thure Lindhardt spiller hovedrollen som den svigagtige og løgnagtige Khlestakov. Han går fra at være dybt overrasket, da borgerne nærmer sig ham til at udnytte situationen til at tage for sig både af penge, der velvilligt lånes eller gives til ham, og han holder sig ikke for god til at hoppe på både borgmesterens kone og noget enfoldige datter.
Ole Lemmeke går undervejs næsten i opløsning som borgmesteren, der kun hytter eget skind. Mikael Birkkjær er duknakket som hospitalsforstander, der gerne så hospitalet fri for patienter. Samtidig har han den udfordring, at hospitalets læge ikke taler eller forstår russisk – mindre detalje kan man sige.
Tina Gylling Mortensen er den korrupte dommer, der i tide og utide modtager bestikkelser eller som hun kalder det; gaver. Når hun da ikke er taget på jagt, for det er nu engang sjovere end at sidde i retssalen med en støvet paryk på og behandle sager om småkriminelle.
Der gøres grin med alt og alle i denne absurde komedie, og det er ikke til at afgøre, hvem der er værst. Svindleren, der er ude efter nemme penge eller bedsteborgerne på byens topposter flankeret af de to enten fattige eller fornærede godsejerinder, Sara Boberg og Benedikte Hansen med den helt store krigsmaling.
Hele castet optræder veloplagt fra skuespillereleverne Anna Bruus Christensen og Nicolaj Jørgensen til garvede og erfarne skuespillere i særklasse, og instruktør Madeleine Røn Juul har fået det bedste frem i sit hold. Scenografien af Sven Dahlberg er på en gang anonym og nærværende – det er firkant på firkant, der åbnes fra loftet, ned i gulvet og med døre, der åbnes i flere etager.
Stykket er helt tilbage fra 1836 og har dermed hele 182 år på bagen – her dog bearbejdet af engelske David Harrower i 2011 og glimrende oversat til dansk af Christina Wendelboe.
Umiddelbart er det svært at forestille sig, at et så gammelt russisk stykke skulle have relevans i dag. Det har det ikke desto mindre. Nørrebro Teater har bragt stykket helt up to date, og jokes og karikatur af hospitalsverdenen og centraladministrationen kunne være hentet fra dagligdagen i 2018. Ret beskæmmende, at det er så spot on!
Revisoren af Nikolaj Gogol på Nørrebro Teater spiller til 8. april
Instruktion: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg
Koreograf: Esa Alanne
Forfatter: Nikolaj Gogol
Bearbejdelse: David Harrower
Oversættelse: Christina Wendelboe
Forlag: Colombine Teaterförlag
Medvirkende:
Thure Lindhardt, Benedikte Hansen, Mikael Birkkjær, Sarah Boberg, Ole Lemmeke, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen, Anna Bruus Christensen
