Det er altid spændende at sætte sig i sædet ved en produktion af That Theatre Company, der leverer engelsksproget teater til det københavnske publikum. De går ikke den lige vej, og de lefler ikke.
Manuskriptet til deres seneste forestilling er af irskfødte Fergal O´Byrne og er nummer to i ´The Location Trilogy´.
Allerede i oktober 2020, hvor Danmark stadig var mere eller mindre lukket ned, spillede første del – ´Extremophiles´ på Krudttønden. Her udforskede O´Byrne, hvad der skete mellem fire mennesker, der befandt sig på Antarktis uden kontakt til omverdenen.
Helt så koldt er det ikke i ´Rub-a-dub-dub´, der foregår på et lille hotel drevet af Neil. Vi befinder os måske i realtid eller i en nær fremtid, hvor kunstig intelligens er mere udviklet og hvermandseje end i dag. Neil er uhyre optaget af sit helbred og beskyldes af sine omgivelser for at være hypokonder. Han venter besøg af sine to venner Bobbi og Dan og går ved historiens begyndelse og forbereder aftenens middag.
Når et venskab har varet i mange år, er der en dynamik, der holder ved. Man irriteres over de samme ting ved hinanden, men man afslutter sjældent sådan en relation. Derudover er der ofte ting, der ikke nævnes, når alle er til stede, og således taler de tre ikke om Neils afdøde partner Derek, når Neil er i rummet.
Dan går med stok, drikker en del for meget og er ved ankomsten voldsomt konsterneret over, at hans værelse ikke har eget bad og toilet, og han bliver ved at nævne det. En rum tid forstår vi ikke i publikum, hvorfor han dog ikke bare har fået det gode værelse. Da den spejlblanke, men hovedrige Bobbi fra USA dukker op i en helikopter, viser det sig imidlertid, at han har været ude for en ulykke, og at han er lammet. Han har fået konstrueret en hundedyr Robocoplignende specialdragt, der gør ham i stand til at gå. Til gengæld er han afhængig af at kunne komme i isbade.
De tre venner begynder aftenen, som de formentlig plejer, med stikkerier til hinanden, men da Neil bebuder, at han har tænkt sig at få aktiv dødshjælp, skifter stemningen. Dan og Bobbi prøver at tale deres ven fra det på hver deres måde.
Som tilskuer/observator til de tre venners aften med hinanden, er SiSi, som er Neils replikant. Hun har ikke overlegen styrke som de biomanipulerede androider i ´Blade Runner`. Hun fungerer, når hun ikke lige er sat til opladning, som Neils meget venlige hjælper på hotellet og er desuden programmeret til at kunne analysere personers biometriske data og give antydninger af, hvor længe eller hvor kort deres levetid er. Hun er endvidere indstillet til at sige sandheden, hvilket ud fra et menneskeligt synspunkt indimellem kan være problematisk, hvis sandheden er for barsk.
Dawn Wall er den ultrasøde replikant/robot iført et behageligt hjemmesæt og en polyesteragtig paryk. Hun er opmærksom på, at vennen Dan drikker for meget, så hver gang, han fylder et glas med vin, hælder hun det ud. Det er sjovt og subtilt, fordi Dan opdager det ikke, og i publikum skal man også lige fange denne detalje. Dawn Wall har en kær udstråling og kan se ultraoverrasket ud, når menneskelige detaljer ikke er forståelige for hende.
SiSi kan irettesætte Dan og Bobbi og gøre dem opmærksom på, at de skal være der for deres ven, men hun kan ikke gennemskue, at man ikke skal sige til en person, at han har meget kort tid at leve i. Som en lidt Disneyagtig feature er hun interesseret i at vide, hvad kærlighed er. Det har de tre halvgamle mænd svært ved at forklare hende.
Ian Burns er Dan, og Burns kommer helt ind under huden på en person, der på en gang føler sig hævet over sine venner, men også er misundelig på Bobbi, der trods oplagt mangel på intelligens, har klaret sig fænomenalt økonomisk. Han lyver for sig selv om både helbred og alkoholforbrug.
Sune Svanekier er Dans modsætning Bobbi, der praler af sin rigdom og nok er så lidt intelligent, at det ikke for alvor generer ham, at det boglige ikke lige er ham. Hans ulykke har tvunget ham til at se drastisk på sin fysiske formåen, og han har bestemt ikke ladet stå til. Hvis der er teknik, der kan hjælpe, skal man bruge det. Han har derfor i al godhed en sammenklappelig stok med til Dan, der på sin side bliver fornærmet og holder sig til sin stok af træ. Da de to korporligt kommer op at slås, vises fordele og ulemper ved det naturlige og det tekniske.
Andrew Jeffers er Neil, og han er altid fantastisk, humoristisk og i øvrigt velsyngende, når han kaster sig ud i ´O Solo Mio´, mens han forbereder middag med italiensk mad. Han udfolder Neils personlighed fra at være sygeligt optaget af sit helbred til at være fast og usentimentalt besluttet på at ende sit liv.
De fire aktørers roller skifter i løbet af aftenen, hvor robotten får en indsigt i den menneskelige natur, og de tre venners venskab for alvor bliver sat på prøve.
Til januar 2023 kommer sidste del af trilogien ´Same Shit Different Planet´ – spændende at se om alle tråde samles i dette stykke, der handler om Mars, tandlægearbejde og skæbne.
Rub-a-dub-dub på Krudttønden
Manuskript: Fergal O`Byrne
Instruktør: Claus Bue
Medvirkende: Ian Burns, Andres Jeffers, Sune Svanekjær, Dawn Wall
En stemme: Barry McKenna
Lyddesign: Mark Jones
Lysdesign: Julian Simpson
Kostumer: Hanne Mørup
Scenografi: TTC Team
Forestillingen spilles på engelsk
Varighed: 85 minutter uden pause
Spilleperiode: 16. marts til 9. april 2022
