Endelig er denne fremragende, folkelige, festlige og
fantasifulde omgang scenekunst kommet til København efter en turne rundt i
Danmark. Der er har mildest talt været blandede modtagelser. Blandt andet har
Danmarks nok største musicalstjerne været i medierne og sige, at stykket er
noget lort og at skuespillerne ikke kan synge. Det behøver man bestemt ikke at
være enig i. Det er ikke svært at være gennembegejstret for ”Så længe mit
hjerte slår” – det er et af de stykker, man sagtens kan se mere end en gang!
Sjældent ser man så vild og vellykket leg med genrer. ”Så længe mit hjerte
slår” har undertitlen ”En hyldest til Giro413”. Man kunne godt gå så langt som
til at hævde, at det ikke blot er en hyldest til et folkekært radioprogram, men
et vellykket portræt af Danmark. Stykket ligger sig i et krydsfelt mellem
musical og teaterkoncert og fortsætter ellers med at bryde med musikalske
genrer og referencer til danske kulturprodukter fra både den skrevne og uskrevne
kulturkanon.
De kendte og elskede klassikere fra Giro413 bliver opført på meget forskellige
måder, som både formår at være tro mod sangenes udgangspunkt, og at sætte dem i
kontrast med en leg med dur og mol, såvel som at lade teksterne få ny
betydning. F.eks. når ”Pensionistvisen” om ugens forudsigelighed bliver en
kritik af eller et spørgsmålstegn ved heteronormativitetens livsskabelon. Denne
sang efterfølges af ”Rigtige venner”, som opføres som en tango af to mænd, som
tydeligvis er tiltrukket af hinanden, men det er ikke belejligt i den enes liv.
Det er unægteligt glimrende timing med en af populærkulturens sejre fra sidste
år, hvor to mænd som udgjorde et dansepar, for første gang vandt ”Vild med dans”
– ikke bare i Danmark, men i Verden. Et lille stykke dansk tolerancehistorie,
som kom cirka samtidig med offentliggørelsen af en ny stor befolkningsundersøgelse
kaldet ”Sexus”, som viste, at hver femte dansker stadig har et problem med at
to mænd har sex med hinanden.
”Så længe mit hjerte slår” udspiller sig på et hospital og giver mindelser til
Lars von Triers ”Riget” – ikke mindst pga. et kjoleklædt pigebarn, der som
hologram optræder på scenen med ”I en seng på hospitalet.” Sygeplejersker,
læger, patienter og pårørende, levende, døde og endnu ikke fødte udgør en
sammenhængende fortælling om kærlighed, både den lykkelige, den ulykkelige og
den meget besværlige med afsæt i de klassiske sange, som mange danskere har et
forhold til. Men der går ikke nationalromantisk naivitet i den. F.eks. bliver vi
mindet om at Danmark også er et krigsførende land med en soldat med fysiske og psykiske
skader.
Det er ganske utroligt, hvad denne forestilling formår at kommentere på og referere til med en lægeromance, kritik af køns- og familienormativitet, mod og fantasifuldhed i det visuelle udtryk – og ikke mindst de mange sange, som så mange kender fra søndagens ønskeprogram i radioen, eller hvis man er barn af 90erne fra ”Bullerfnis” og ”Sweethearts”, som med både kærlighed og ironi tog de gamle hits til sig. De mange hilsner, som Giro413 har sendt ud uge efter uge har ikke været forgæves. Der er kultur-referende hilsner i overflod fra ”Så længe mit hjerte slår” på Folketeatret. Hilsnerne går til alle, som trodser definitioner af smag og genrer. Og herfra skal lyde en hilsen til alle skuespillerne, som synger skønt på hver sin måde, og til hele holdet bag dette besynderlige, rørende, følsomme, stærke, sjove og vilde stykke scenekunst!
Medvirkende: Marie Mondrup, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Rasmus Fruergaard, Morten Christensen, Troels II Munk, Sonja Oppenhagen, Søren Birch Plum, Marie Nørgaard
Dramatiker: Heinrich Christensen
Instruktion: Heinrich Christensen
Scenografi: Helle Damgård
Koreografi: Rebekka Lund
Kapelmester: Adi Zukanovic
Spilleperiode på Folketeatret: fra den 16. januar 2020 til den 23. februar 2020
