To par har været ude at spise, hvorefter de vender hjem til drinks hos det inviterende par. Relationen mellem de fire mennesker foldes ud, som aftenen går, og ginen flyder i en lind strøm. Det åbenbarer sig, at de to damer er søstre, og at den ældste lige er blevet 50 år, og det er det, der fejres. Hun er gift med skolelæreren Jens, der ikke tjener for godt. Hun selv, Elisabeth, er sygemeldt. Hendes søster Julie er gift med en mand, der er noget stort i en bank. Han tjener til gengæld rigtig godt. Umiddelbart kunne det lyde som en harmløs, hyggelig aften for fire voksne mennesker, der kender hinanden godt. Det er ikke tilfældet. De kender bestemt hinanden godt og ved derfor alle fire, hvilke mentale knapper, der skal trykkes på for at genere de andre, hvilket ganske åbenbart er deres mål. Det kan de alle til perfektion. De betjener sig ikke af subtile giftigheder, der kan forveksles med høflighed. Nej, der gås lige på og hårdt. Ord som ”din dumme ko/so” og ”dit gemene svin” hører til i den milde ende i svenske Lars Noréns teaterstykke fra 1989 ´Sandhed og Konsekvens´, og her spares bestemt ikke på sandheden eller pyntes på den. Hvis et budskab kan pakkes ind i perfiditet, bliver det det. Mere skal ikke afsløres om handlingen ud over, at skeletterne rasler ud af skabene med en imponerende og foruroligende fart.
Værtsparrets stue er møbleret med en gigantisk sofa, der løber langs tre vægge. De fire personer er alle klædt i sort. Det passer godt til denne historie, der er så absurd, at det ofte bliver sjovt i al sin grovhed, og det er helt bevidst. Vi holder vejret i salen, når uforskammethederne kommer ud på overdrevet.
Sceneriet giver mindelser til Edward Albees ´Hvem er bange for Virginia Woolf?´ fra 1966, som med filmatiseringen fra samme år med Elizabeth Taylor og Richard Burton i de bærende roller blev ikonisk. Albees stykke finder også sted en sen nattetime, hvor alkoholen flyder, og alle generer alle, men her er personerne del i et raffineret universitetsmiljø, hvor vi hos Lars Norén befinder os i et noget mere jordnært middelklassemiljø i Sverige, og det bliver endnu mere grovkornet alt imens alkoholen forgifter de enkelte og miljøet omkring dem.
Ingen har det rigtig godt i denne forsamling, og som fødselsdagsbarnet siger: Hvis hun ikke har det godt, skal ingen have det godt. Det er jo et synspunkt.
Misogynien trives hos de to herrer. De har intet tilovers for kvindekønnet generelt og slet ikke deres egne ægtefæller. De duer i deres optik ikke til noget. De er for gamle, for grimme og ikke til at elske. De damer er nu gode til at give igen med raffinerede ydmygelser, skal det siges.
Forestillingen kører i et rask tempo – især i stykkets første del. Samspillet mellem de fire medvirkende er formidabelt. De er ikke på nogen nem opgave på så intim en scene som Teatret ved sorte hest, hvor publikum sidder ganske få meter fra dem. Det kræver timing, og den er i den grad på plads, for ikke meget er overladt til tilfældighederne i Maria Vinterbergs ferme instruktion.
Niels Ellegaard og Peter Oliver Hansen er fantastiske i deres grovheder både overfor deres ægtefæller og hinanden. De konkurrerer på den måde, nogle mænd nu gør. Hvem tjener mest, hvem har den største xxx, og hvis man ikke kan finde på andet, kan man altid beskylde hinanden for at være bøsser.
Anette Støvelbæk og Sarah Boberg er de to søstre, der har det svært med hinanden. Det stammer fra barndommen, kan man forstå, for far gjorde forskel, da de var børn. Det har de svært ved at slippe, men der er en grundlæggende kærlighed mellem dem. Den kommer blandt andet til udtryk i en ret rørende scene, hvor de to for en kort bemærkning har fået smidt mændene ud og danser sammen, som var de to store piger på deres teenageværelse. Anette Støvelbæk har en skøn mimik, både når hun er overlegen og når hun såret, eller halvt provokerende, halvt rædselsslagen spiller op til sin mand, der brovtende skubber hende tilbage i sofaen, fordi hun har sagt ham imod. Aftenens største præstation er dog Sara Bobergs. Man mærker skrøbeligheden, der pakkes ind i uforskammetheder og overlegenhed i forhold til hendes omgivelser. Hun er kikset, vampet, usikker og ulykkelig, så det basker.
Der er genkendelighed i de giftigheder, man kan opleve mellem ægtefæller, der har kendt hinanden i mange år. Hos Lars Norén er man dog ude på et absurd overdrev, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.
Forestillingen er både tankevækkende, sjov og absurd. Man kan dog godt trænge til en velvoksen gin og tonic, når den er slut.
Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest
Manuskript: Lars Norén
Instruktør: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Lasse Svarre
Skræddersal: Mikael Jensen
Oversættelse: Vibeke Bjelke
Producent og arrangør: Teatret ved Sorte Hest
Grafier: Mike Tylak
Medvirkende: Niels Ellegaard, Anette Støvelbæk, Sarah Boberg, Peter Oliver Hansen
Spilleperiode: 15. oktober til 27. november
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. Pause.
