Fredericia Teater har næsten kun lige pakket scenen fra Klokkeren fra Notre Dame ned i København og er allerede igen i gang med en næsten udsolgt række af forestillinger af musicalen Seebach. Om end man sætter sig i stolen med en hvis form for skepsis over, om der egentlig er en historie at fortælle, så gøres denne skepsis til skamme af det kæmpe festfyrværkeri, af god musik, fantastiske sange, skønne dansere og et fænomenalt sceneshow.
Det engang så lille og ukendte teater i Fredericia har på få år oplevet en bragende succes, der gør dem knap så ukendte længere trods deres provinsielle placering. Igen satser de stort, denne gang i samarbejde med selveste familien Seebach. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at et sådant samarbejde kun kan afføde musik, der er svær ikke at synge med på. Pelle Emil Hebsgaard og Joakim Lind Tranberg som henholdsvis Tommy og Rasmus er i den grad de bærende roller og giver musicalen karakter. Joakim Lind Tranberg ER Rasmus Seebach når han træder ind på scenen, hans flotte og altoverskyggende stemme er den, der gør musicalen. Mens Pelle Emil Hebsgaards fortolkning af Tommy Seebach er imponerende; bevægelserne bag klaveret, fører os tilbage til adskillige Melodigrandprixår med Seebachs medvirken.
Generelt må man sige, at de forskellige fortolkninger sidder i skabet. Helt ned til de på en og samme tid overenergiske og meget ugidelige korsangere.
Desværre vakler historien lidt. Selve historien om Rasmus Seebach medfører ganske enkelt ikke nok materiale til en hel musical, derfor er det taktisk klogt, at der er lagt vægt på historien om Tommy Seebach og hans op- og nedture og livet med musikken, som fortælles sideløbende med sønnerne Nicolai og Rasmus’ kamp for at komme til musikken og beholde Seebach-navnet, der næsten hænger som en forbandelse over dem. Rent dramaturgisk virker historien en anelse rodet; der fortælles på kryds og tværs i et virvar af nutid, fortid, forestillinger og flashbacks. Men igen reder musikken og de fantastiske stemmer det.
Især imponeres man over sceneshowet, der aldrig skuffer i Fredericia. Udover det grafiske udgør en drejescene en stor del af musicalens koreografi – og dette til UG. Den skaber både dynamik i opførslen af de mange forskellige hits, men skaber også bevægelse i de forskellige scener.
Der sluttes af med manér. Hele publikum er inviteret til intimkoncert med Fredericias egen Rasmus Seebach. Joakim Lind Tranberg leverer nogle flotte præstationer og fortolkninger af nogle af Rasmus Seebachs største numre, som en form for forløsning af, at de to brødre endelig har ramt de danske musikscener – og endda med navnet Seebach på coveret. Om end intimkoncerten måske bliver en anelse lang skaber den stemning blandt publikum, der glædeligt synger med og vrikker i takt, som var det den ægte vare, der stod på scenen i Fredericia Teater.
Spiller til 10. december på Fredericia Teater.
Instruktør: Thomas Agerholm
Koreografi: Kim Ace Nielsen
Visuelt og scenografisk koncept: Agerholm og La Cour
Medvirkende: Pelle Emil Hebsgaard, Joakim Lind Tranberg, Frederikke Maarup Viskum, Emil Birk Hartmann, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen m.fl.