Klassisk standup – en kende kedeligt
Tre års stilhed er brudt – Anders Matthesen er tilbage med sit syvende onemanshow ‘Shhh’. Premieren udspiller sig i Falconer Salen, hvor der ikke er et eneste tomt sæde at finde. Anders Matthesen vil denne gang kaste sine uendeligt lange sammensatte sætninger efter den stigende mængde støj, der er i verden. Kulissen er enkel. Taburetten og mikrofonstativet står klar til, at den garvede komiker kan fremføre et klassisk standup-show.
Anders Matthesen leverer et hæderligt show, og publikum er klar med hujen og klap lige fra starten. Dog sidder man med en følelse af, at publikum ofte bare klapper for at klappe. I hvert fald formår Anders Matthesen ikke at levere den verdensklasseunderholdning, som han ellers har gjort før. Der er lidt for langt imellem snapsene, og det er først i slutningen af showet, at underholdningen topper. Den klassiske standup-stil gør, at man mangler et overraskelsesmoment, og at showet til tider går hen og bliver en smule kedeligt. Når det er sagt, så er der stadig ingen tvivl om, at Anders Matthesen er en Danmarks dygtigste komikere, når det kommer til at stykke et show sammen, der udover at underholde også slutter af med et dybere budskab. Er man klar på præmissen om, at man skal se et klassisk onemanshow uden de store overraskelser, så kan det stadig anbefales at se showet.
‘Shhh’ havde premiere 2. september 2016 i Falconer Salen, og tager efterfølgende på turné rundt i Danmark frem til 4. november 2016.
Medvirkende: Anders Matthesen