”Ja, ja, ja … Det er edderflot!” Og det er det virkelig, når Malstrøm Teater byder publikum indenfor i Sonjas univers. Med scenografi og kostumer, der straks spoler tiden tilbage til 60’erne med teaktræsbord og højt opsat hår, tages man med på tur til Vesterbro, nærmere betegnet kvarteret omkring Saxogade, hvor Sonja og hendes to søskende bor i ret beskedne kår med mor Norma.
Det er sandsynligvis et tilfælde, at Malstrøm sætter stykket op samme år, som Sonia Sander fra DR-TVs serie om Sonja fra Saxogade dør, men Frederikke Gejl Damgaard er en værdig arvtager, der giver Sonja lige præcis den kække københavner-frækhed, hun skal have. Sonja lader sig ikke sådan gå på af livets fortrædeligheder og trivialiteter og forstår at svare igen på en afvæbnende måde.
Sonjas mor Norma, der i TV-versionen spilles af ingen ringere end Jytte Abildstrøm, får hos Malstrøm liv af Christina Neumann Lindbæk, og hun rammer plet som den naive, noget selvoptagede og forfængelige Norma, der ikke rigtig magter sine tre børn.
Som Sonjas lillesøster Heidi ses Maria Louise Brandt Andersen, og hun formår at give den ret vanskelige rolle med forholdsvis få replikker sit eget liv, så man får helt medlidenhed med det noget forsømte barn.
En af hverdagens helte for kvarterets børn er Mutter Fit, som her spilles af Kristina Linneberg Storm. Hun er den almoderlige, empatiske og storsindede købmand, der giver børnene den tryghed, de ikke kan finde hos deres fraværende forældre. Kristina spiller skønt, omfavnende og elskværdig.
Norma bliver kæreste med vinduespudseren Frede spillet af Bjarne Pedersen, der rammer lige den der københavner-charme, som rollen skal have. Han er en af de få voksne, der ser børnene, der til gengæld er rigtig glade for ham. Som en hyldest til Freddy Fræk, der spillede Frede i TV-udgaven, spiller Malstrøms Frede også på kazoo – eller Freddy Fræk-fløjte, som den blev kaldt i Danmark i 60’erne – hvilket vækker genkendelsens glæde blandt den lidt ældre del af publikum. Bjarne formår at præge rollen, så den ikke bare er en kopi af TV-versionen men har sit eget udtryk.
En anden af Sonjas helte er Hr. Kragemose, som hun mødte på en tur til Bornholm. Hun drømmer sig tilbage til øen, hvor hun og Hr. Kragemose spiste ”salmiakker”. Mikkel Aarestrups Hr. Kragemose er ligeså sværmerisk og legende som Jesper Kleins udgave.
Sonja fra Saxogade á la Malstrøm er en ”eddersmart” opsætning af et stykke socialrealisme fra 60’ernes Danmark fortalt med humor men også med bid. Scenografi, kostumer og skuespil går op i en højere helhed og vækker på en gang både latter og eftertænksomhed.
Sonja fra Saxogade spiller på Malstrøm Teater frem til den 13. december 2020
Medvirkende: Frederikke Gejl Damgaard, Christina Neumann Lindbæk Jensen, Maria Louise Brand Andersen, Kristina Linneberg Storm, Bjarne Pedersen, Mikkel Aarestrup m.fl.
Instruktion: Michael Hansen
Scenografi: Tutte Dohn Murmann
Lys/lyd: Rasmus Christensen
Fotografi: Thomas Jensen