Sandheden er en svær størrelse, og den journalistiske sandhed er endnu sværere. Der skal vinkles, og der skal underholdes, men man skal også balancere på en faglig knivsæg. CNN og FOX News skildrer ikke virkeligheden på samme måde, selv om de faktuelle forhold, der ligger til grund, er de samme, og det er der vel heller ingen, der forventer?
Det er et af de temaer, Viktor Tjerneld tager under behandling i sit stykke Spejlmanden på Mungo Park Teater. Stykket tager udgangspunkt i historien om stjernejournalisten Claas Relotius, der modtog den ene pris efter den anden for sine gribende og relevante historier i det anerkendte tyske tidsskrift Der Spiegel.
På scenen følger vi Gladys, hvis datter og barnebarn er blevet myrdet. Herefter har Gladys viet sit liv til at overvære henrettelser, mens hun afventer, at hendes datters morder skal henrettes. Der er indgående beskrivelser af hendes 15 timer lange busture, hvad hun har i sin taske, og hvilke passager hun læser i bibelen.
Der er også historien om grænsevagten, der patruljerer grænselandet mellem USA og Mexico og historien om en syrisk dreng, der lavede graffiti med deraf følgende alvorlige konsekvenser.
Historierne udpensles og dramatiseres, og Tjerneld omsætter det på scenen ved, at Relotius står bag personerne og ændrer deres sætninger. Det er langt hen ad vejen en god og hensigtsmæssig idé for en journalist at skrive, så læseren kan sætte sig ind i begivenhederne på et følelsesmæssigt plan. Der kan dog pyntes for meget på det, der fortælles. Claas Relotius´ kollega Juan Moreno får mistanke til Relotius og sætter sig for at gå ham efter i sømmene, og i mange tilfælde er der i bedste fald pyntet på sandheden og i de værste havde Relotius end ikke mødt de pågældende personer eller havde opfundet dem.
Indtil dette tidspunkt følger historien ret nøje virkelighedens syndefald for Claas Relotius, men Tjerneld drejer og vinkler forestillingen og ikke mindst sandheden fra en videoskærm. Han viderefortolker, så vi i publikum mere end en gang tages som gidsel og ikke ved, hvad vi skal tro. For hvad med teatrets rolle, hvad skal det fortælle og formidle til os?
De tre medvirkende på scenen spiller forskellige roller, og de gør det godt. Især Nana Morks er intens. Hun formår at tage os med ind i lille bitre og ulykkelige Gladys´ indre, når hun sidder i bussen med biblen i hånden på vej til at se sin næste henrettelse, som hun fortæller om på samme niveau som andre fortæller om dagligvareindkøb. Hun er passioneret som Juan Moreno, når hun råber, at det bedste er knastørre dokumentarfilm, samtidig med, at hun har fået skovlen under sin succesfulde men bedrageriske kollega.
Zaki Nobel Mehabil transformerer sig imponerende fra den fange, der skal henrettes til basketspillende dreng til chefredaktør for Der Spiegel.
Sara Fanta Traore giver et flot portræt af Relotius på trods af, at hun ikke er en hvid mand. Det forstærker for så vidt bare udtrykket, at der er valgt en skuespiller, der ikke ligner Relotius.
De tre bevæger sig ind og ud af plexiglasdøre, der står i en halvcirkel på scenen og med den rette lyssætning kan forvandle sig til spejle, når Relotius soler sig i endnu en pris med konfettien regnende ned over sig.
Vi lever i en tid, hvor det er svært at skelne fake news fra seriøs journalistisk. Vi bombarderes med indlæg fra folkedomstolen på Facebook og Twitter, så det er svært at sortere.
Der er fart over feltet i denne forestilling, der tager nogle yderst vigtige dilemmaer op. Heldigvis er det sat ind i en humoristisk ramme, der gør det nemt at tage ind.
Spejlmanden på Mungo Park Teater
Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld
Medvirkende: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks, Sara Fanta Traore
Scenograf: Marie Moberg
Lyddesigner: Emil Bøll
Lysdesigner: Mikkel Givskov
Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann
Praktikant: Signe Clemmesen
Varighed: 1 time og 25 minutter uden pause
Spilleperiode: 2. oktober til 26. november
