Anna Balslev har sammen med Sonja Ferdinand bearbejdet Jane Austens elskede roman Stolthed og Fordom fra 1813 til Betty Nansens forestilling af samme navn. Der er skåret ind til benet. Fem søstre er blevet til tre, og søstrenes forældre hører vi kun om. Til gengæld er Mr. Darcy, søstrenes irriterende og beregnende fætter Collins, den godhjertede og fjollede Mr. Bingley, den foragtelige Mr. Wickham og den hovedrige Lady Cathrine de Bourghs stadig med. Hovedpersonen i historien er som altid den begavede Elizabeth Bennet, der sætter spørgsmålstegn ved relationerne mellem kønnene i England i starten af 1800-tallet, hvor kvinder ikke kan arve, hvilket stiller familien Bennet i en prekær situation, når og hvis Mr. Bennet dør, idet ingen af døtrene kan overtage huset. Det tilfalder i stedet deres fætter Collins. Elizabeths storesøster Jane er den kønneste og blideste af søstrene, og så er der den tomhjernede lillesøster Lydia, som familien har sit hyr med.
Scenograf Laura Løwe har kreeret gigantiske glidebaner i pastelfarver, der fylder scenen. De medvirkende springer adræt op og ned ad dem, hvilket kræver kræfter og balance. Godt det er et ungt cast.
Mathilde Arcel Fock er Elizabeth Bennet, der er forbitret over at være underlagt samfundets og især sin mors forventning om, at hun gifter sig fornuftigt. Hun er god og sjov, men er instrueret meget stramtandet og ikke med den sødme, der plejer at få hendes sarkasmer til at glide ned. Pointerne fra historiens samtid er til at tage og føle på, og der har virkelig været urimeligheder, det er svært at forholde sig til i 2022.
Mr. Darcy spilles af Ferdinand Falsen Hiis. Han er udstyret med en stor perleørering, hvilket er noget af en fornyelse, men som understreger hans let vrantne personlighed. Ferdinand Falsen Hiis er flot og er meget fysisk – både i de fine hofdanse, men også når han laver rå breakdans op og ned ad ramperne.
Simon Kongsted er charlatanen Mr. Wickham. Han er et under af et leddeløst slangemenneske. Han er sjov, men han udstråler ikke sexappeal.
Forholdet mellem Jane og Mr. Bingley skildres yndefuldt af Nanna Skaarup Voss og Mathias Bøgelund. De har deres helt egen lille verden, hvor det er sjovt at sige prosit ved ethvert nys. Kærlighedssprog har mange former.
Den uartige lillesøster spilles af Freja Klint Sandberg, og hun giver den fuld skrue med at fremstille sig selv som totalt blank.
Viktor Dahl har komponeret forestillingens musik, som han selv spiller. Det foregår live på scenen, og det er altid en fryd, at man ikke bare sætter et bånd på.
Sebastian Kloborg har koreograferet til de medvirkende, og det fungerer i den grad. Det er en kunst at lave en illusion om en hofdans på et engelsk gods med kun seks personer.
Det er en god ide at modernisere Jane Austen og at fjerne sig fra filmuniverset, hvor Colin Firth er en fortræffelig, gnaven, men også usandsynlig tiltrækkende Mr. Darcy. Det skal man ikke konkurrere med. Det er heller ikke ligetil at skildre engelske herresæder én til én på en teaterscene.
Anna Balslev har med sin instruktion satset radikalt anderledes, og det er der kommet en sjov og moderne forestilling ud af, hvor Jane Austens vittige og begavede iagttagelser står skarpt.
Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret
Forfatter: Jane Austen
Medvirkende: Mathilde Arcel Fock, Ferdinand Falsen Hiis, Freja Klint Sandberg, Mathias Bøgelund, Nanna Skaarup Voss, Simon Kongsted
Instruktør: Anna Balslev
Scenograf: Laura Løwe
Komponist og musiker: Viktor Dahl
Bearbejdelse: Sonja Ferdinand og Anna Balslev
Koreograf: Sebastian Kloborg
Spilleperiode: 19. januar til 12. februar 2022