The Visit

The Visit - Foto: That Theatre Company
The Visit - Foto: That Theatre Company

Det er England 1857. H.C. Andersen har sat sig for at besøge Charles Dickens. De to har mødt hinanden 10 år før, hvor Dickens lidt uforsigtigt havde sagt, at Andersen var velkommen til at besøge ham, hvornår han end havde lyst. Efter 10 år melder H.C. Andersen så sin ankomst. Planen er, at besøget ikke skal være for langt, men ikke alene kommer det til at strække sig over 5 uger. Andersen excellerer også i at komme 10 dage for tidligt. Dickens og hans familie er ikke udelt begejstrede for den danske digters ankomst, og som dagene går, bliver forholdet mellem dem forværret. Andersen beklager sig over kulde i huset, samtidig med at han ikke kan tåle åben ild. Af skræk for at brænde inde, har han et gigantisk reb med sig, og af en eller anden mystisk grund, mener han, at en af Dickens sønner skal barbere ham om morgenen. Her nedlægger sønnen dog veto. Alt dette er sket i virkeligheden, og Barry McKenna og Peter Holst-Beck har dramatiseret begivenhederne i deres nye stykke ”The Visit”, der havde noget så fint som Verdenspremiere onsdag aften i Krudttønden.

Stykket er bygget op efter engelsk pantomime tradition. Det er delt op i kapitler, angivet i en kæmpebog opstillet på scenen. Det er små sketches, der tager publikum gennem det fatale besøg. I Barry McKennas og Peter Holst-Becks manuskript er relationen muligvis sat en anelse på spidsen, men sandt er det, at hele familien Dickens var ved at gå ud af deres gode skind over den mærkelige dansker med dårlige engelskkundskaber.

McKenna og Peter Holst-Beck har valgt udelukkende at fokusere på det komiske i situationen mellem den socialt tonedøve danske digter og den kyniske Dickens, og teksten er både velskrevet og vittig.

Virkeligheden har nok været uden den store humor, for Dickens stod over for enden af sit ægteskab med Catherine Dickens (de blev separeret i 1858), med hvem han havde hele 10 børn. Det med børnene var ved at drive Dickens ud af sit gode skind, og måske/måske ikke var der en ny kvinde i hans liv. Midt i alt dette dukkede Andersen intetanende op, så at stemningen nok har været intens, kan ikke undre.

Andrew Jeffers, der især er kendt for sin optræden i opulente kjoler i Crazy Christmas Cabaret, spiller adskillige roller. Han er togbetjent, drager, Dickens søn, Dronning Victoria og ikke mindst Dickens hårdt prøvede hustru, der oveni de hjemlige trængsler også fik tværet H.C. Andersen. Ikke underligt at hun (i hvert fald i forestillingen), må ty til cognacen. Andrew Jeffers er utrolig morsom. Han har et organ, der måtte kunne råbe Royal Arena op uden brug af mikrofon, så Krudttøndens lille scene var intet problem. Han har selvironi, så man ikke kan lade være med at elske hans yppige kvindeskikkelser.

Peter Holst-Beck er maskeret, så han ligner H.C. Andersen på en prik, og hans danske og engelske er morsomt og illustrerer fint, at bare på dette punkt har han været en mundfuld at have på besøg.

Ian Burns er intens som Charles Dickens, der er presset af dårlige anmeldelser, larm fra børnene og problemer på ægteskabsfronten. Bægeret bliver fuldt, da H.C. Andersen duver frem på scenen, så det er forståeligt, at han uafladeligt stikker af til London.

Et af forestillingens stærkeste øjeblikke er en samtale, Andersen og Dickens har i toget på vej til London. H.C. Andersen ser landskabet glide forbi og oplever tågen poetisk. Han fabulerer over de dejlige ting, der sker i de små huse, hvor børn og voksne trives i skøn samdrægtighed. Charles Dickens

forsøger på det bestemteste at pille Andersen ned og anlægger en noget mere pessimistisk fortolkning. De fleste mennesker er fattige, børnedødeligheden er stor, og tågen er sundhedsfarlig. Her vinder Andersens naive og poetiske væsen, uanset at Charles Dickens tolkning var mere realistisk.

Forestillingen giver et tidsbillede af et England, hvor dronning Victoria stadig regerede. Dickens har et gammeldags skrivebord og en bogreol som bagtæppe hertil. Stemningen bliver lagt allerede, når publikum kommer ind i salen. Tidens musik gjalder. Det er musikken fra tarantellen i tredje akt af Napoli efterfulgt af Rule Britannia, og også Lumbyes Jernbanedampgallop lyder fra højtalerne, så både Danmark og England er repræsenteret.

Det hele er gennemført med veloplagte og humoristiske skuespilpræstationer, og som sådan fungerer den godt. Man skal bare lige købe præmissen om, at situationen var sjov.

The Visit er endnu en god forestilling fra That Theatre Company. Den kalder selvfølgelig på et herboende engelsktalende publikum, og så må/skal engelsklærere tage deres elever med ind og se forestillingen.

Manuskript: Barry McKenna & Peter Holst-Beck

Instruktør: Barry McKenna Medvirkende: Peter Holst-Beck, Ian Burns og Andrew Jeffers Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause

Spilleperiode: 19. februar til 21. marts

Skriv kommentar