Scenen er svagt okkergul, og drejescenen i Skuespilhuset drejer uafladeligt i de knap to timer, forestillingen varer. I cirklen af drejescene er der sofa, seng, lænestol, skab, badekar, toilet og spisebord med to stole.
`Timerne´ er baseret på amerikanske Michael Cunninghams roman fra 1998 – en roman, der indbragte ham Pulitzerprisen i 1999 og er inspireret af/en hyldest til Virginia Woolfs roman ´Mrs. Dalloway´ fra 1925.
Woolfs roman handler om “Clarissa Dalloway, der går en tur i London om morgenen for at gøre sig klar til et selskab, hun skal holde samme aften. Den dejlige dag minder hende om hendes ungdom i Bourton og får hende til at reflektere over sit valg af ægtefælle. Hun giftede sig med den bundsolide Richard Dalloway i stedet for den gådefulde og krævende Peter Walsh, og ”det havde ikke været en mulighed” at udforske en romantisk følelse for Sally Seton.” (citat fra Wikipedia).
Cunningham udforsker tre kvinders liv én dag. Virginia Woolf i 1920-erne. Hun er i gang med at skrive en roman og kæmper samtidig med psykisk sygdom. Hendes ægtefælle ser bekymret til fra sidelinjen. Laura Brown er ”husets engel” i 1950-erne i Los Angeles. Hun skal bage en kage i anledning af sin mands fødselsdag, og det bliver næsten så uoverstigeligt som at løbe et maraton, for kun perfektion er godt nok. Clarissa Vaughn bor i New York i 1998 med sin yngre partner Sally. Hun skal holde selskab samme aften for sin forfatter-ven Richard, der er terminal syg med AIDS. Dertil kommer, at han er krukket, besværlig og genial.
Stemningen for fortællingens tre kvindelige hovedpersoner er knugende, men også fyldt med kærlighed og varme. De har mennesker om sig, der bekymrer sig og elsker dem. Det er bare ikke helt nok, for indre problemer skygger.
Alle i castet gør det glimrende. Karen-Lise Mynster, Josephine Park og Sofie Gråbøl portrætterer henholdsvis Virginia Woolf, Laura Brown og Clarissa Vaughn forbilledligt. Desperationen formelig lyser ud af dem alle, og vigtigheden af deres gerninger denne særlige dag kan virke mindre betydningsfulde, når man beskriver dem. Hvis man som de tre står midt i orkanens øje, er det uden sidestykke vigtigt.
Karen-Lise Mynster er Virginia Woolf, og man er ikke i tvivl om, hvem hun er. Hele gestikken (og hendes kostume) peger i den retning. Josephine Park er tilpas distræt over for sin søn og ægtefælle, for hun har sit kageprojekt i hovedet. Det er et af forestillingens mere humoristiske indslag, for kagen ligner mere noget et børnehavebarn kunne have produceret. Det ligner ikke på nogen måde perfektion. Sofie Gråbøls karakter er trængt, for også hun vil gerne levere det ypperste til det selskab, hun skal holde. Bekymring for sin sygdomsramte og selvmordstruede ven, sin besværlige datter, der ikke vil, som hun vil og muligvis en snigende mistanke til hendes yngre og meget smukke livsledsager Sally (Marie Bach Hansen), der har et møde og vil hente blomster. (Er det mon hele sandheden?).
I midten af begivenhederne står Olaf Johannesen. Han er den gennemgående fortæller, der sætter ord på det, de tre kvinder ikke selv gør. Derudover portrætterer han forfatter-vennen, Richard Brown og Laura Browns søn, der ser undrende til på sin frustrerede mor. Det er et godt greb, at fortælleren har et udefra kommende blik på de tre. Olaf Johannesen er en af teatrets stærkeste skuespillere og har et misundelsesværdigt nærvær.
Alle tre kvinder drages mere eller mindre eksplicit erotisk mod deres eget køn og frustreres på tværs af tiden. Om det er 1920, 1950 eller 1998 er ikke afgørende. Grundlæggende gør kærligheden i alle former ensom, som Virginia Woolf siger.
Forestillingen er et remake fra 2021, hvor instruktør Eline Arbo satte den op i Amsterdam, hvorfra hendes kollegaer omkring lyd, komposition, scenografi, kostumer og lys også kommer. En af hendes samarbejdspartnere er Thijs van Vuure, der har komponeret og designet lyd til forestillingen. Den bliver fortolket af Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani, der i flere perioder står i scenens yderste cirkel og både synger og spiller.
Den drejende scene, historien, lys, lyd, scenografi spiller i den grad sammen og er med til at skabe uendelig mange lag. Det er svært at få alt med på én gang, for helt ukompliceret er handling og sammenhæng mellem personerne ikke. Man får lyst til at se forestillingen igen, se eller gense filmen og i øvrigt læse både Virginia Woolfs og Michael Cunninghams bog.
Læs gerne forestillingens glimrende program – det opklarer en del tvivlsspørgsmål.
Timerne i Skuespilhuset
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Josephine Park, Sofie Gråbøl, Olaf Johannesen, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani
Iscenesættelse: Eline Arbo
Lyddesign og komposition, Thijs van Vuure
Scenografi: Pascal Leboucq
Kostumedesign: Wojciech Dziedzic
Lysdesign: Varja Klosse
Dramaturgi: Bart Van den Eynde
Oversættelse: Birthe Lundsgaard
Bearbejdelse: Eline Arbo, Peter van Kraaij og Bart Van den Eynde
Varighed: 1 time og 50 minutter uden pause
Spilleperiode: 13. januar til 23. februar 2024
