Teatret ved Sorte Hest udmærker sig ved at opføre smalle forestillinger af god kvalitet.
´Tit er jeg glad´ er ingen undtagelse. Forestillingen er en dramatisering af Jens Christian Grøndahls brevroman af samme navn fra 2016 om den 70-årige Ellinor, der lige har mistet sin mand. Hun reflekterer og ser tilbage på sit liv samtidig med, at hun lægger planer om, hvordan hendes liv skal forme sig fremover uden ægtefælle. Hun har sat det fælles hjem på Jægersborg Allé til salg og købt sig en lejlighed på Amerikavej på Vesterbro (og ikke som flere i hendes nærhed tror på Amager). Hun har ikke lyst til at bo i det hus, hvor minderne om ægtefællen Georg lurer ud mellem sprækkerne.
Kirsten Olesen er Ellinor – og for pokker en rolle hun har kastet sig ud i. Halvanden times monolog kræver noget af en skuespiller. Rollen er svær, fordi Ellinor langt hen ad vejen er ret stilfærdig og er klædt helt i beige. Der er ikke så mange udsving hverken i opførsel eller udseende. De kommer dog, når historien folder sig ud. Som de fleste liv er, har alt ikke artet sig lige efter bogen. Ellinor har i løbet af livet bevæget sig op ad den sociale rangstige startende helt fra bunden som uægte barn af en enlig mor på Vesterbro til at leve i et respektabelt ægteskab som hjemmegående i det mondæne Charlottenlund med børn og sidenhen børnebørn. Ellinor kan derfor se forholdsvis nuanceret på tilværelsen. Hun har set begge sider af mønten.
Trods sin lidt blege fremtoning har Ellinor sine egne meninger og sin egen dagsorden, og hun vil ikke lade sig køre rundt i manegen og opføre sig præcist, som omgivelserne forventer af hende. Hun er ofte satirisk, når hun fabulerer over, hvad der forventes af hende.
Som et eksempel
“Men det var telefonen, jeg kom fra. Som sagt, den ringer. Man vil ikke lade mig sidde alene, man vil ikke lade mig tro, at jeg er blevet urørlig i deres øjne, fordi døden har gæstet mit hus. Man vil have mig til at sætte ord på. Jeg må gerne græde, meget gerne, så de kan vise mig, at de tåler min utrøstelighed. Der er åbenbart ikke noget så rensende for selvfølelsen som at stille sig helt hen på kanten af en andens sorg og vise, at man ikke bliver svimmel (…)”
Morsom er hendes beskrivelse af møde med bobestyreren også. Hun falder helt hen, når begreber som ”uskiftet bo” dukker op i samtalen.
Ellinor har en del tanker om generationerne efter hende, og det er oplagt, at hun opfatter dem som forkælede og til dels pylrede. Men der skal ikke meget til, før en bemærkning om eller til et barn kan medføre langvarige fjendskaber. Noget som Ellinor har opfattet som bagateller.
Forviklingerne er mange i forestillingen – også i Ellinors unge år. Mere skal ikke afsløres, for publikum holdes længe i uvidenhed om relationerne mellem personerne i Ellinors liv.
Historien byder på mange genkendelige scenarier, hvor både gamle og unge kan føle sig truffet. Personerne udstilles, men i et kærligt lys. Vi holder for så vidt af dem, samtidig med at vi kan se deres fejl og mangler, som man for sin egen skyld bare må tilgive.
På trods af op- og nedture i livet har Ellinor den grundholdning, at hun tit er glad. Her reciterer hun Ingemanns sang af samme navn.
Vi forlader Ellinor i hendes lejlighed på Amerikavej, hvor man kun kan håbe, hun får nogle gode år.
Kirsten Olesen er en fornem og vellidt skuespiller, som alle har et forhold til – om ikke andet for hendes rolle i Matador. Mange gode kollegaer var da også mødt op til premieren for at hylde og bakke op om hende.
Forestillingen giver Jens Christian Grøndahls tekst liv. Så gå ind og se Kirsten Olesens intense præstation i Solbjørg Højfeldts instruktion.
´Tit er jeg glad´ på Teatret ved sorte hest
,
Medvirkende: Kirsten Olesen
Dramatiker: Jens Christian Grøndahl
Instruktion, scenografi og produktion: Solbjørg Højfeldt
Lysdesign og scenografi: Lasse Svarre Christiansen
Lyddesign: Carl Emil Svarre Carlson
Skræddersal: Mikael Jensen
Instruktørassistent og sufflør: Line Wilton
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
Spilleperiode: 24. april til 17. maj 2025
