På trods af udskydelsen og dansen med Corona er forventningerne altid høje, når man træder ind i den gamle købmandsgård, hvor Dronning Dorothea Teatret har til huse i Kolding. Og med Bamse på tapetet, er der i den grad lagt op til en festlig aften, hvor vi for en stund helt glemmer Fru Corona.

Musikerne er buret inde i hønsegården udklædt i de yndigste hønsekostumer, herfra spiller de op til et genhør med mange af Bamses klassikere, dette i en sådan grad, at forbuddet om ikke at måtte synge med synes svært at overholde.

Med ”På en bænk i Kongens Have” skydes forestillingen i gang, mens vi hives med ind i det underfundige univers, der guider os gennem aftenens kavalkade. En egentlig sammenhængende handling er der ikke, men det er egentlig okay, for scenografien binder det hele sammen og sender os årtier tilbage.

Det er som altid dygtige kunstnere, der står på scenen, manglende præsentationer i programmet, kan dog gøre det vanskeligt at adskille den enkelte fra de andre. Dette er ærgerligt, for der er mange flotte præstationer, som burde fremhæves.

Med lidt kendskab til teatret ved man dog, at Thomas Johannes Larsen er en af de garvede og ikke mindst faste skuespillere, hvis stemme i den grad passer ind i Bamses univers, ikke mindst da han leverer ”Jeg elsker kun dig”, så det giver gåsehud over hele kroppen, eller da han på sjoveste vis giver nummeret ”Alice” uden at være helt sikker på, om det egentlig er Alex, han synger om.

Som aftenens vellykkede duo ses Mathias Jokszies og Peter Beierholm, deres samspil er skønt, når de leverer ”Jeg har kun tre tænder”, hvor Jokszies synger og Beierholm agerer Knud, der slår på tæven. Også Beierholm er en af dem, der er så garvede i Kolding, at hans billede hænger i garderoben, efter en afhopper til Teater Malstrøm i Fredericia klæder det forestillingen at få ham hjem igen.

Ingen Bamse uden ”En lille båd der gynger”, der leveres charmerende og med sjove kostumer og rekvisitter af to af holdets kvindelige medvirkende (programmet gør det ikke muligt, at navngive). Dejlige stemmer og deres måde at komme ud og scenekanten på, gør det til en dejlig oplevelse.

Maibritt Krat leverer en skøn og anderledes sexet udgave af ”Lad mig elske dig igen”, som virkelig tager kegler og er sjov på en måde, så man ikke er i tvivl om, at instruktøren og manden bag konceptet hedder Marco Goth Thorsen.

Generelt må man sige, at teaterkoncerten leveres med sædvanlig charme, engagement, humor og ikke mindst selvtillid. Thorsen har sat sit aftryk på Dronning Dorothea Teatret, så humøret er højt og aftenen er lummer på den fede måde, når vi følges hjem med ”Vimmersvej” i ørerne.

Venner kom og se spiller på Dronning Dorothea Teatret i Kolding fra 10. september til 24. oktober (torsdag, fredag og lørdag.

Instruktør og konceptudvikler: Marco Goth Thorsen

Voice coach: Sørine Andersen Bager

Kapelmester: Frederik Studsgaard Hercules

Medvirkende: Laura Andersen Bager, Line Torp Larsen, Diana Bramsen, Thea Adolph Jensen, Ida Krogh, Maria Goberg Farre, Peter Beierholm, Maibritt Krat, Mathias Jokszies, Natascha Ulrich, Jeppe Adolph Jensen, Thomas Johannes Larsen, Marco Goth Thorsen.