Forestillingen ”Vrede” er som en god krimi med en overraskende slutning. Den omhandler genkendelige problemstillinger, som alle kan relatere til: opdragelse, skyld, ansvar og moral.
Dramaet udspiller sig i en overklassefamilie, hvor sønnen Joe bliver taget i at male racistiske slagord på en moske. Forældrene vil ikke tro, at han har lavet en sådan hadforbrydelse, for ”de er jo gode mennesker”, der ikke har opdraget deres søn til at handle racistisk. Forældrene ønsker at finde en årsag og skyder skylden på Joes ven, der kommer fra en lavere klasse.
Hadforbrydelsen ligger en skygge på moderen Alice’s karriere som hjernekirurg, og da en journalist begynder at afdække Alice’s fortid, rusker det op i familiens selvforståelse.
Det er kun de forskellige karakteres navne, der husker os på, at det er et australsk skrevet stykke. For dilemmaerne er ligeså genkendelige herhjemme som på den anden side af jorden. Hvad skal vi mene om det multikulturelle samfund? Kan man undskylde venstreorienterede handlinger med klassekamp og opgør med eliten? Er venstreekstremisme bedre end højrenationalisme? Har man mere ret bare, fordi man kommer fra en akademisk dannet familie? Forestillingen stiller flere spørgsmål, end det giver svar.
Der er få rekvisitter og en sparsom scenografi, fordi fokus er på ordene, tankerne og samspillet på scenen. ”Vrede” er det, der driver historien frem, men forestillingen er ikke så dyster som navnet antyder. Stykkel er vittigt skrevet, og man griner såvel af overklassen som af underklassen. En overraskende drejning i andet akt, vender dilemmaet på hovedet.
‘Vrede’ kan opleves på Folketeaterets Hippodromen fra den 29. marts til 6. maj 2016.
Instruktør: Madeleine Røn Juul.
Medvirkende: Sarah Boberg, Troels Lyby, Camilla Bendix, Jacob Weble, Tanya Lund Andersen, Elliott Crosset Hove, Benjamin Boe Rasmussen