‘Xistens’er Sargun Oshanas første forestilling som teaterchef for Teater Grob på Nørrebro. Teater Grob har dannet rammen for flere betagende forestillinger. Fra Kulturtid.dk´s side er der, som oftest givet mange stjerner. Med denne nye teaterchef ved roret, er forventningerne høje til en nyskabende, berigende og sansende teateroplevelse.
I programmet står Søren Kierkegaards ord: ” Livet er ikke et problem, der skal løses, men en virkelighed, der skal opleves. Store ord, der lover godt for en forestilling ved navn ‘Xistens’
Scenografien og selve scenen på Teater Grob er helt anderledes sat op end tidligere oplevet, og danner nu et mere intimt rum, hvor publikum er med-inddraget på en helt ny måde. Publikum sætter sig på stolerækker på hvide trapper, der går op på hver sin side af rummet, således at publikum kan kigge og se på hinanden. Væggene er beklædt med hvidligt spøgelsesagtigt stof, der skaber en intim og lidt gyseragtig halloween atmosfære. Som publikum bliver man nysgerrig på, hvad dette rum skal skabe og medvirke til i forestillingen `Xistens`.
Louis Armstrongs ”What a Wonderful World” i en supersprød nyfortolkning lyder fra højtalerne. Lækre beats og en Billie Eilish-agtig stemme fylder rummet.
På den ene trappe ruller en puppeklædt persona stille og lidt akrobatisk ned og op af trapperne. Virkningen er dragende. På scenerummets midte sprænger puppen sine rammer og ud træder skuespillerinden Stephanie Nguyen i en mindre dragt, der ligner tyndt kødpålæg. Fra højtalerne høres: “You are dreaming this world, and you are dreaming the dream of being in the body of a human being, on planet earth at this time in history”. Skuespillerinden gentager sætningerne, kommer med nye sætninger og udråb på både engelsk og dansk, mens hun ryster, skriger, råber og løber op blandt publikum.
Stephanie Nguyen er den eneste skuespillerinde i dette stykke. Hun gør det godt som skuespillerinde. Dog er hele `Xistens` en lang enetale af en monolog. Denne enetale af en monolog er fuld af flyvsk lommefilosofi, der desværre ikke rigtig giver mening, bundfælder sig eller rammer ens sanser på nogen måde. På et tidspunkt gentager hun f.eks. i hvad der føles som en evighed: What is technology? Hvad er teknologi? Monologen bliver noget kedelig at høre på i længden, og den begynder at fare hen over hovedet på en, måske er den bare for ordfattig.
Stephanie Nguyen taler, fortæller og gentager ellers om de helt store følelser, tanker og værdier som eftertænksomhed, hvad er livet, hvad er eksistens, hvem er vi, hvad er teknologi, menneskedyret, kærlighed, frygt, panik, angst, sorg, smerte, forløsning, glæde, frihed, verden, sandheden med mere. Men disse store tanker bliver desværre alt for oversimplificerede og bliver næsten kun sagt som ord i stedet for ”lækre sætninger”
Stephanie løber, vandrer og vrider sig rundt. Hun sætter sig på scenen og hun sætter sig blandt publikum. På et tidspunkt ifører hun sig et pelsstykke, det omdannes til en fødsel og dernæst et vuggende barn. Senere begynder hun at iføre sig bluse og bukser for igen at tage det af. Altid er hun iklædt denne kødpålægsagtige lille dragt, der minder lidt om de menneskekroppe af tidligere levende mennesker, man kan se på udstillinger.
På et tidspunkt synger hun et stykke af monologen, og sikke en fin sangstemme. Det er næsten synd, at sang-talen er så kort. For lige der sker der et eller andet magisk, der får publikums fokus, for Stephanie Nguyen kan virkelig synge.
Stroboskoplys blinker, lyser, slukker og tændes ultrahurtigt for at skabe en effektfuld scene, men det minder dog mest om at være til technofest, og ikke som svar på eksistens og livets mening.
Alle intentionerne ser ud til at være der til at lave en nyskabende, betagende og meget sansende oplevelse. Men desværre begynder vores anmelder efter ca. 30 minutter at kigge mere på publikum, hvoraf mange sidder med et forundret blik, tjekker deres ur eller mobiltelefon.
Da forestillingen er slut, høres der blandt publikum, det var godt nok en mærkelig forestilling. Mærkelig kan være godt, og det kan danne rammen for eftertænksomhed, men desværre virker det ikke til at være netop det, som sker i ‘Xistens’.
Alt i alt kan vi desværre ikke give mere end én stjerne for en lang lommefilosofisk monolog.
Medvirkende: Stephanie Nguyen
Instruktion: Sargun Oshana
Efter ide af Sargun Oshana og Jesper Pedersen
Dramatiker: GPT-3 Kunstig Intelligens
Scenografi: Ditte Marie Tygesen.
