På tv og teater er han ofte den vrede mand fyldt med aggressioner, som han i den grad ikke holder inde, men som for fuld skrald vækker dybe følelser i sit publikum.
Men hvem er manden bag? Hvad har gjort ham til den markante karakterskuespiller, han er, og hvor startede han egentlig?
Alt det og mere til får vi svar på i hans nye bog ‘Fri mand – farvel til druk, stoffer og dæmoner’, hvor vi inviteres med ind i et årelangt misbrug, der allerede begyndte som 13 årig i miljøet i og omkring det hårde miljø i Værebroparken.
Bogen tager os med på rejsen fra et voldsomt misbrug af alt lige fra alkohol til hårde stoffer, en opvækst i et disharmonisk hjem, kærester, rollen som far, livet som skuespiller og ikke mindst kampen mod dæmonerne og optagelsen i AA.
Det er hård læsning, hvor Thomas Bo Larsen i samarbejde med Michael Holbek ikke skåner os for noget eller nogen. Flere af de mange, der har oplevet Thomas Bo Larsens voksende misbrug tæt på, bidrager med deres historier til bogen lige fra filminstruktør Thomas Vinterberg til datteren Sally. Det gør historien levende og sætter ekstra perspektiv på de mange sider af den samme historie.
Thomas Bo Larsen er en dygtig fortæller og Michael Holbek en dygtig forfatter, budskabet er klart fra starten og det er et stærkt budskab om, at man for alvor skal gøre op med tabuet omkring AA og misbrug. Man skal turde tale om det og gøre noget ved det.
Efter et mere end 30 årigt langt misbrug lykkes det med en kæmpe portion stædighed og en dygtig sponsor fra AA at lægge druk, stoffer og dæmoner på hylden og begynde at føle igen. Det trip han havde jagt i mange år blev pludselig et trip, han i stedet kunne opnå ved en god køretur på den motorcykel, som indirekte blev hans redning.
‘Fri mand – farvel til druk, stoffer og dæmoner’ er barsk, men også tankevækkende læsning og en vej ind i hovedet på en mand, som vi vel alle på en eller anden måde har haft et forhold til. En forklaring på hans temperament på scenen, hans aggressioner men også hans store succes som skuespiller.
‘Fri mand – farvel til druk, stoffer og dæmoner’
Af Thomas Bo Larsen og Michael Holbek
Udgivet 31. oktober 2023
Sideantal: 344
Forlag: Politikens Forlag