Et brag af en festaften på Det Kongelige Teaters gamle scene, hvor August Bournonville blev hyldet.
Det var en ganske særlig festlig aften på Det Kongelige Teater, hvor man havde valgt at hylde August Bournonville, der med få pauser huserede her som balletmester fra 1830 til 1877. Publikum trængte også til en saltvandsindsprøjtning fra ham, der om nogen har sat sit præg på den kongelige ballet, for der har ikke været mange Bournonvilleballetter at spore på sæsonens repertoire.
Bournonville er en del af den danske ballets dna, og det er kærkomment, når en eller flere af hans balletter danser over scenen. Tankevækkende er det, hvordan dansen har udviklet sig inden for bare de seneste tyve år. Førhen var hele balletfestivaler dedikeret kun til Bournonville, mens 2018-festivalen folder sig mere bredt ud. Der er dans i nær sagt alle afskygninger, og det er også glædeligt. Ligeledes skal Bournonvilles balletter heller ikke danses, som de blev i hans tid. Balletterne skal udvikle sig, så de ikke bliver støvede museumsstykker i en guldramme. Det har Nicolai Hübbe om nogen sat sig for ved at komme med sine bud på Sylfiden, Et Folkesagn og Napoli.
Bournonville revolutionerede dansen i sin tid. Han ville dens dårlige rygte til livs, og især ville han ophøje de mandlige danseres status, så de ikke bare skulle støtte de kvindelige dansere.
Dette blev understreget i aftenens program, hvor der blev budt på hele tre herresoli. Jón Axel Fransson i solo fra Wilhelm Tell fra 1873, Jonathan Chmelensky i i solo fra Blomsterfesten i Genzano fra 1858 og Andreas Kaas i James´ solo fra Sylfiden fra 1836. For pokker hvor kan de danse og springe de herrer, og de får det til at se let ud.
Sylfiden fra 1836 er en af Bournonvilles mest elskede balletter om James, der dagen før sit bryllup bliver tryllebundet af den florlette sylfide, der lokker ham til skovs. Det ender ulykkeligt for dem begge, da Sylfiden dør, og James står med skægget i postkassen uden sin drøm om Sylfiden og uden sin forlovede. Surt show må man sige. Hele fire uddrag og hele ouverturen blev det til, og historien bliver sin alder til trods ved med at fænge, og når sylfiden taber sine vinger, og James opdager sin brøde, flyder tårerne stadig i en lind strøm. Susanne Grinder dansede Sylfiden, og Ulrik Birkkjær (på visit fra USA) dansede James.
Der blev diverteret med pas de deuxer fra Bournonvilles Lørdagsskole med J´aime Crandall, Polka Militaire (1842) med Alba Nadal og Nicolai Hansen og fra Kermessen i Brügge (1851) med Silvia Selvini og Matteo Santini.
Fra Livjægerne på Amager (1871) dansede Ji Min Hong, Ida Praetorius og Liam Redhead pas de trois.
Fra Et Folkesagn (1854) blev danset pas de sept for fire damer og tre herrer. Det var et herligt dansant syn, og damernes dybrøde smukke kjoler skabt af Mia Stensgaard understreger synet.
Aftenen sluttede Bournonvilletraditionen tro med tredje akt af Napoli i Hübbes udgave, hvor blomstervogn er byttet ud med en vespa, og handlingen er ført op til Fellinis 1950-ere. Det var festligt og dansant, og så er der så mange bifigurer at nyde ud over dansen fra den liderlige slagter til strikkende damer og de, der bare har fået en tår over tørsten.
Som intermezzoer til dansen vistes flere uddrag af Liv Thomsens og Erik Aschengreens film fra 2018 – August Bournonville – ballettens digter.
Hele kompagniet inklusive balletbørnene var veldansende og sprudlende, kapellet under ledelse af Graham Bond velspillende, og publikum med Prinsesse Benedikte i dronningelogen var med hele vejen og nød det.
Og selveste Bournonville var med i ånden i Poul-Erik Hesselkildes skikkelse og vinkede med fra broen i Napoli.
Vi tænker, at han har nydt aftenen!
