”AfteRite og Etudes” er to storslåede balletter i én – en verdensklasse stjernestund. I første akt danses ”AfteRite” og i andet akt danses ”Etudes”. Umiddelbart er der ikke en direkte sammenhæng mellem de to meget forskellige balletter. De er nærmest modsætninger – fra det mørke og voldsomme til det lyse og yndige.
Handlingen i ”AfteRite” er, at et primitivt samfund vælger en jomfru, der på barbarisk vis skal danse sig til døde som forårsoffer til guderne. Samtidig er det også en visionær fortolkning af systemtankegangen, hvem kontrollerer og styrer systemet? Denne produktion af ” AfteRite”, er skabt af den engelske Wayne McGregor, kendt for at være en dristig ny fortolker af det klassiske balletsprog.
Dansernes bevægelser er til tiderne utilpasse, ængstelige og opgivende. De meget muskuløse dansere raser og stamper i gulvet, hopper tungt og går i cirkler med opgivende armene i vejret. Det at danserne er så muskuløse i forhold til de typiske meget tynde balletdansere tilfører en ekstra råstyrke til koreografien. Danserne er afsindige dygtige, og uden tvivl er AfteRite et krævende værk at danse.
Koreografien kan ses som en blanding mellem akrobatik, yoga og moderne ballet i en kontinuerlig gentagelse, hvor øvelserne gentages igen og igen, som for at opnå en perfektion af denne ekstreme adfærd, som sætter et lighedstegn mellem offerets ritual og gentagelsens ritual.
Scenografien i AfteRite er et glasbur, som ligner et drivhus, som symbol på et lukket system. Udenfor glasburet befinder danserne sig. Danserne repræsenterer et større menneskeligt system – en social allegori – et samarbejde med andre i et system – uanset hvor tilsyneladende meningsløst og opslidende det er at være i dette system.
På et tidspunkt er der 2 børn i glasburet, og vinklen ændres. Hvilket system styrer nu, det i kassen eller det udenfor? Danserne reagerer på forandringen ved at opføre nærmest dyriske balletrin. I kombination med Igor Stravinskys Le Sacre du Printemps ( Forårsofferet) er musikkens bølger af rytmer, vilde og frembrusendende slag med til at skabe en helt speciel stemning af tilbageholdt vrede og vildskab.
Førsteopførelsen af balletten ”AfteRite” den 29 maj 1913 i Paris regnes stadig i dag som værende en af teaterhistoriens største skandaler. Dette gentog sig ikke til premieren på Operaen i København. Hvor der manglede en form for chokeffekt for virkelig at ramme og røre publikum.
”Etudes” af danske Harald Lander ligger i den helt anden ende af spekteret i forhold til ”AfteRite” ”Etudes” er en rørende, legende, og yderst yndig ballet. Hvor man bl.a. kan nyde den nye ”upcoming star” solistherreren Jon Axel Fransson, som til premiereaftenen blev udnævnt til solodanser.
”Etudes” er nyklassikeren i dansk ballet. Et tidsløst værk, hvor man kommer bag balletten og teknikkerne bag balletdansen. Der er ingen historie som sådan, der fortælles, i stedet er det en udvikling, der beskrives fra danserens første møde med ballettens positioner og grundøvelser til den store udfoldelse på Operaens Scene
”Etudes” begynder med 5 positioner, hvor den ene lille scene med dens krævende trin, tager den anden og ender i en flyvende finale. Som scenerne skifter, vokser balletten. Og det gør publikums betagelse også.
I begyndelsen af balletten ”Etudes” bliver de smukke ballerinaers ben belyst med en lyssætning, som var det et indblik i balletdansernes øverum. Fra en træningstime i klassisk ballet med øvelser ved barren til større og større trin og ikke mindst mere og mere vanskelige variationer. Fra Grand Plië til de effektfulde splitspring, hvor danserne flyver som pile over scenen og udfolder den kraft og styrke, træningen har givet dem. Ikke mindst Jon Axel Franssons splitspring, som han udfører på så højt niveau, at der går et sus blandt publikum.
De kvindelige balletdansere er enten klædt i sort eller hvidt med de yndigste strutskørter og de mandlige dansere er iklædt hvide eller lysegrå gevandter. Etudes er i sin enkelthed en meget rig ballet, som rummer 300 års ballethistorie ikke mindst den meget krævende men utrolig effektfulde og smukke tåspidsdansen
”Etudes” er en ballet, der handler om balletdansen fra den klassiske skole discipliner til primaballerinaens blændende dans. Knudåge Riisagers musik er dårende dejlig og perfekt komponeret i samspil med balletdansen, hvor hver drejning af tåspids eksakt følger musikken, hvilket gør at musik og ballet går op i en højere enhed.
”AfteRite og Etudes” er en fantastisk vidunderlig aften i Operaen – en sanselig oplevelse på alle plan – en stjernestund for sjælen, der tilbydes en kombination af det mørke og det meningsløse og det lyse, yndige, delikate og enkle.
AfteRite
Koreografi: Wayne McGregor
Musik: Igor Stravinsky (reduceret version af Le Sacre du printemps, 1913)
Scenografi og kostumer: Vicki Mortimer
Lysdesign: Lucy Carter
Videodesign: Ravi Deepres
Dramaturgi: Uzma Hameed
Iscenesættelse: Wayne McGregor med Antoine Vereecken assisteret af Fernando
Mora
Dirigent: Vello Påhn
Orkester: Det Kongelige Kapel
Dansere: Benjamin Buza, Jonathan Chmelensky, J´aime Crandall, Gregory Dean med
flere
Etudes
Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Kostumer: Lise Lander, Rikke Korfix
Kunstnerisk inspirator: Lise Lander
Iscenesættelse: Thomas Lund, Jean Lucien Massot, Ann Kolvig, Claire Still og Amy Watson.
Dirigent Vello Påhn
Ballerina: Ida Praetorius
Solistherrer: Jon Axel Fransson og Guilherme De Menezea
