Det er anden gang, Den Kongelige Ballet blænder op for Christopher Wheeldons Alice i Eventyrland på gamle scene. Christopher Wheeldon skabte balletten til Royal Ballet i London i 2011, og han omplantede den i 2016 til Kongens Nytorv og igen i år er den teatrets juleballet.
Universet er præget af engelske traditioner med en engelsk koreograf, der har omsat en ultraengelsk børnebog til ballet.
Der er ikke meget jul i Alice i Eventyrland. Til gengæld er børn og barnlige sjæle inviteret ind i en magisk og absurd verden med en hvid kanin, en skrupskør og humørsyg Hjerter Dronning, en pusseløjerlig hattemager og mange flere.
Historien opleves gennem Alices øjne. Hun er i balletudgaven 14 år, på kanten til voksenlivet i modsætning til bogens 7-årige Alice. Historien blander bogens handling sammen med Alices og Lewis Carolls virkelige liv og bogens fantasiverden.
På premieredagen var Ida Praetorius Alice, og hun udstrålede barnlig uskyld over for Jack, gartnerens dreng, som hun har et godt øje til. Han forvandler sig hurtigt til Hjerter knægt, og Andreas Kaas er skøn som den purunge dreng, der beskyldes for at have stjålet en tærte. Her i et lukket forum kan vi afsløre, at det rent faktisk var Alice, der snuppede kagen, men det er først langt senere, at hun kryber til korset og indrømmer. Astrid Elbo er Hjerter Dronning, klædt i rødt. Hun er noget af et arrigt og diktatorisk spektakel, når hun bliver kørt ind på scenen i et kæmpemæssigt rødt metalhjerte. Hvis folk omkring hende ikke arter sig, skal de have knoppen af, og hun skeler ikke til, om det er berettiget eller ej – hende bliver man nødt til at elske. Heroverfor står Hjerter Konge, Morten Eggert, der er noget af et pjok og ikke kan stå imod sin kones luner. Lewis Caroll aka Den hvide kanin blev danset af Marcin Kupinski. Han er elegant som få og både farlig og kærlig over for den lille Alice. Dertil kommer tryllekunstneren/Den gale hattemaget, Rajah/Kålormen, Hertuginden, præst/vårharen, kirketjener/syvsovermusen, kokken, lakaj/fisk, lakaj/frø, Alices søstre og hushovmester/bøddel og endelig Cheshire Katten.
De er alle ustyrligt morsomme og genkendelige figurer. Alba Nadal som kokken er meget langt fremme med sin slagterøkse. Hun er arrig og morderisk på en gang. Hun er ekstremt sjov og hendes samspil med Nicolai Hansen, den grimme hertuginde, får i fuld overensstemmelse med den engelske pantomimetradition for mænd i store kjoler, lattermusklerne til at gå amok hos publikum.
Ballettens musik er komponeret af Joby Talbot, og den er filmisk og melodisk. Temaer går igen og følger de forskellige personer, og man kan næsten lukke øjnene og følge handlingen blot ved at lytte – imponerende.
Bob Crowley har kreeret ikke mindre end 300 kostumer, 80 parykker og den overdådige scenografi. Det er et farvehav, hvor spillekort har en dominerende del, så rødt, sort og hvidt er meget brugt. Det er fascinerende at se tutuer, der er hjerter, klør, spar og ruder. Pink flamingoer og små pindsvin er søde, kage- og pølseuniverset er voldsomt og en anelse skræmmende, men på den sjove måde. Crowley har haft hjælp til at skabe videodesign, der hvirvler Alice gennem kaninhullet og til at designe dukker, der hvirvler med.
Wheeldons koreografi er på en gang klassisk og traditionel, men benytter sig af stepdans, når den gale hattemager inviterer på te, og af black theatre, når Cheshire katten konstrueres og dekonstrueres, med hele seks sortklædte dansere, der får den til at bevæge sig. Han har en fortælleevne, så der tilnærmelsesvis er en mening med de absurde personager, publikum møder. Og så kan han sin dansehistorie, så han fletter mange henvisninger til store klassiske værker ind – som når Hjerter Dame danser med fire rædselsslagne billedkort, der støtter hende, som hun var Tornerose. Her dog i en grotesk morsom karikatur.
Med så mange skønne krinkelkroge i en handling og med så mange detaljer både koreografisk, scenografisk, musikalsk og visuelt, skulle man ideelt se balletten mange gange for bare tilnærmelsesvis at få det hele med.
Det er en utrolig sjov og veldanset forestilling. Desværre har teatret ikke i denne omgang den store fotostat af pressebilledet stående, så man kan blive fotograferet som en af karaktererne, og der er heller ikke særudstillinger om det litterære univers som første gang, balletten var på plakaten. Til gengæld er programmet til forestillingen stadig fantastisk. Det er i A4 format med smukke fotografier og flere interessante artikler om både Lewis Caroll, forbilledet til Alice, og om selve bogens mærkelige idéindhold.
Det er en på alle måder skøn forestilling, og den henvender sig for så vidt til både børn og voksne,også selv om historien om Alice er umiskendeligt engelsk og ikke på samme måde er en del af det danske litteratur-dna. Overhold teatrets anbefalinger og tag ikke de mindste børn med. Dertil er forestillingen for lang og sine steder for uhyggelig.
Alle andre bør stæse afsted og se Alice i hendes forunderlige Eventyrland.
Alice i Eventyrland på Det Kongelige Teaters gamle scene
Medvirkende: Ida Praetorius, Andreas Kaas, Marcin Kupinski, Astrid Elbo, Morten Eggert, Charles Andersen, Jonathan Chmelensky, Nicolai Hansen, Alexander Stæger, Julien Roman, Alba Nadal, Tobias Praetorius, Liam Redhead, Silvia Selvini, Wilma Giglio, Poul Erik
Corps de ballet og børn fra Det
Koreografi: Christopher Wheeldon
Musik: Joby Talbot
Scenarium: Nicholas Wright
Scenografi og kostumer: Bob Crowley
Lysdesign: Natasha Katz
Dirigent: David Briskin
Videodesign: Jon Driscoll
Videodesign: Gemma Carrington
Lyddesign: Jakob Bo Nystrup
Dirigent: David Briskin
Orkester: Det Kongelige Kapel
Varighed: 2 timer og 45 minutter
Spiller indtil 22. december 2018.
