Kulturlivet i København har kørt for fulde gardiner denne uge. Således har Det Kongelige Teaters Balletfestival og CPH Stage været afviklet side om side. I går aftes var der så oven i det hele Reumert uddeling i Skuespilhuset. (Kunne man mon have koordineret det lidt bedre?)
Balletfestivalen sluttede med en stort anlagt gallafinale med gæstesolister fra udlandet til at fyre op under det københavnske publikum. Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte var med i Dronningens loge, (mens Reumertuddelingen måtte ”nøjes” med Kronprinsparret), så der var lagt op til fest på gamle scene.
Det blev til dansk, russisk, engelsk og amerikansk koreografi i første afdeling, og som en lille maggiterning blev publikum mindet om forskellene i stil over tid og landegrænser. De russiske pas de deuxer, Grand Pas Classique af Victor Gsovsky fra 1949 med Dorothée Gilbert fra Frankrig og Marcin Kupinski og pas de deux fra Tornerose af Marius Petipa fra 1890 med Ida Praetorius og russiske Semyon Chudin er en imponerende tour de force i ren dans og teknik, men uden den store indre dybde.
August Bournonvilles Blomsterfesten i Genzano fra 1870 med Emma Riis-Kofoed og charmerende italienske Francesco Mura er smuk og viser både dansens indre og ydre skønhed. Bournonvilles De tre Gratier fra 1840 blev danset af Susanne Grinder, Kizzy Matiakis og Amy Watson – alle iført Isadora Duncan lignende gevandter. De gjorde det med overskud og et glimt i øjet.
Pas de deuxen fra Kenneth MacMillans Manon fra 1974 blev danset af J´aime Crandall og skotske Reece Clark. Det foregik i sumpene i Louisiana, hvor Manon er døende. Det var smukt, men for publikum er så lille et uddrag af så dramatisk en historie ikke nok til at sætte stemningen.
Første afdeling sluttede med George Balanchines Stars and Stripes fra 1958. Amerikanske Lauren Lovette og Ulrik Birkkjær dansede denne humoristiske og næsten tegneserieagtige pas de deux med musik af John Philip Sousa. Ulrik Birkkjær, der ellers har huseret i San Francisco hele sæsonen, har været i Danmark hele maj, før han drager over dammen igen. Det var et herligt gensyn med en danser, der stadig har ungdommens styrke, men nu også har erfaringen at trække på. Vi håber ikke, han er helt tabt for København.
Aftenen sluttede med Harald Landers Etudes fra 1948 med musik af Knudåge Riisager. Balletten behøver ikke nærmere introduktion. Det er en neoklassisk perle af en ballet, og ballettens dansere var i den grad præcise og musikalske. Holly Jean Dorger var gnistrende og sikker som ballerinaen. Jonathan Chmelensky, Andreas Kaas og Jon Axel Fransson var hendes imponerende sekundanter. (Jon Axel Fransson modtog simultant og in absentia en Reumert som årets danser.)
Balletfestivalen er blevet kritiseret for, at August Bournonville ikke har været tilstrækkeligt repræsenteret eller, at hele festivalen måske helt skulle have været helliget ham som tidligere festivaler har været det. Det er også anført, at traditionen udvandes grundet mange udenlandske dansere i kompagniet. Diskussionen skal ikke forfølges nærmere her, men påpeges skal det dog, at festivalen dedikerede en hel aften til den gamle mester, at balletten dansede Napoli på festivalens åbningsaften, og at der ved gallaen blev danset Blomsterfesten i Genzano og Fædrelandets muser – de tre gratier. Såh det!
Festivalen har gjort meget for at synliggøre sig – blandt andet med Tal Rs smukke træsnit på hele syv plakater og programmer. Herligt med genkendelighed.
Det er ikke let at stille alle tilpas, for skal en sådan balletfestival være elitær og holde sig inden for egne vægge, eller skal den være mere folkelig og inkluderende. Begge dele kan man sige. Hvis ikke alle bliver inviteret indenfor det sted, vi i øvrigt alle betaler til via vores skat, risikerer balletten at stivne og blive kedelig. Til gengæld skal der i den grad også være plads til at dyrke det elitære, hvor man ikke lefler for laveste fællesnævner.
Teatret har gjort begge dele, og om balancen har været fair, kan altid diskuteres, og nogle af de mere folkelige indslag havde sikkert kunne undværes. Spændende at se, hvad næste festival må bringe.
I første omgang vil vi sige tak for denne gang.
Balletgalla på Det Kongelige Teaters gamle scene lørdag den 9. juni 2018
Med den kongelige ballet og gæster og Det Kongelige Kapel.
