Marry Me - Foto: UIP
Copenhagen Summer Dance har fået fast tilholdssted ved enden af Ofelia Plads. Det er uhyre smukt at sidde på de opstillede metalrækker med udsigt til scenen, vandet og Operaen. Ved aftensforestillingen kan man nyde solens faser. Til gengæld mærker man blæsten, hvis den indfinder sig, og det gjorde den på premiereaftenen, men tager man et godt tæppe med, er den udfordring nem at imødegå.

Aftenens første værk ´The Hollow Men´ var koreograferet af norske Ina Christel Johannesen og skabt til Dansk Danseteaters dansere. Hun har taget udgangspunkt i T.S. Elliots mørke digt ´The Hollow Men´.

Hollandske Bregje Van Balen har i sit design af kostumer oplagt været inspireret af digtets ”hovedstykker af halm og rotters pels”, for flere af kostumerne ligner netop det. Både halm og rottepels ligger i bunker på gulvet, når danserne ikke ifører sig dem.

Dele af digtet blev reciteret af en af danserne, og det gav stemning, men teksten var svær at høre. Lydbilledet bestod videre af musik af Per-Henrik Mäenpää. Den dunkede ud fra højtalerne og gik ubehageligt i brystet på publikum, og det var givet meningen. Følelse af angst, vrede, håbløshed og hjælpeløshed sad uhjælpelig fast i hver og en af os hele værket igennem.

Ina Christel Johannesen har i sin koreografi villet udforske de udfordringer, Verden står over for lige nu. Der er mange, og det abstrakte værk gav publikum lejlighed til selv at tage stilling til, om det er klima, krig eller sygdom, der var på spil mellem de fem herrer og fire damer. De løb, faldt sammen og dannede formationer i forskellige skulpturelle relationer på scenen. Dansk Danseteaters dansere er dygtige og mestrer enhver koreografi, og især Lukas Hartvig-Møller leverede en fantastisk præstation. Som en kludedukke kan han lande på gulvet for straks at folde sig ud igen. Han er stjernen i dette moderne dansekompagni, der som udgangspunkt ikke har stjerner.

Værket er interessant, og hvis man havde gjort sit forarbejde og læst T.S. Elliot på forhånd, havde mere muligvis stået klarere. ´The Hollow Men´ varede dog hele 45 minutter, og det er mindst et kvarter for meget.

´Don´t Kiss´ var aftenens midterste værk skabt til Skånes Dansteaters dansere af herboende italienske Fabio Liberti, tidligere danser hos Dansk Danseteater. Fabio Liberti har sat et dogme op for sine dansere. De må aldrig give slip på læbekontakten. Det er sjovt. Første par var to damer, der dansede en duet, mens de til stadighed var forbundet i et kys. Dernæst var det to herrer, der kyssede. Dernæst en herre og en dame og endelig to yderligere damer. Der blev indimellem blandet lidt rundt på konstellationerne med lidt jalousi til følge. Det var fundamentalt sjovt og gav kontaktimprovisation et nyt take. Også i dette værk giver man sig dog for god tid til at komme frem til de pointer, der er forholdsvis let fattelige. Hvis ´Don´t Kiss´ havde varet et lille kvarter i stedet for en halv time, havde vi alle været godt underholdt.
 
Aftenen sluttede med et møde med vidunderlige dansere fra Miami City Ballet, der i farvestrålende kostumer af kompagniets tidligere solodanserinde Andrea Spiridonakos og musik af Philip Glass fra højtalerne dansede i en helt ny koreografi af Pontus Lidberg. Værket er så nyt, at det ikke har fået noget navn endnu, og Pontus Lidberg må stadig være i proces med det klassiske, muntre og dansante værk, der gjorde sig godt i det mørke, der var ved at falde på. Vi vil glæde os til at se koreografien i sin fulde længde.

På Dansk Danseteaters hjemmeside er det angivet, at forestillingen varer omkring en time uden pause. Det blev i stedet til halvanden time uden pause. Den information ville have været rar at have, og så ville det være ønskværdigt at have et program på papir. Teknikken med at downloade et program til sin telefon fungerer upåklageligt, men det er svært at læse, hvis ens øjne ikke er ganske unge, og dansehistorien risikerer at gå tabt, for ikke mange gemmer digitale programmer.
 
 
 
´The Hollow Men´
Koreograf: Ina Christel Johannesen
Musik: Tommy Jansen
Kostumedesign: Bregje Van Balen
Dansere fra Dansk Danseteater: Kristin Bjerkestran, Lúa Mayenco Cardenal, Joe George, Julien Guillemard, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik, Jessica Lyall, Edward Pearce og Bradley Waller
 
´Don´t Kiss´
Koreograf: Fabio Liberti
Musik: Per-Henrik Mäenpää
Kostumedesign: Jernej Bizjak og Fabio Liberti
Dansere fra Skånes Dansteater: Jeanne Delsus, Jure Gostincar, Ange-Clémentin Hiroki, Dario Minoia, Yiorgos Palegias, Marion Rastouil, Iris Telting og Emma Välimäki
 
´Nyt Værk´
Koreograf: Pontus Lidberg
Musik: Philip Glass
Kostumedesign: Andrea Spiridonakos
Dansere fra Miami City Ballet: Katia Carranza, Cameron Catazaro, Andrei Chagas, Shimon Ito, Ashley Knox, Jennifer Lauren, Taylor Naturkas og Alexander Peters
 
Til alle værker har Andreas Buhl designet lys.
Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
Spilleperiode: 7. til 10. juli. Fredag og lørdag kan man opleve open-air filmvisninger med fokus på ”Dans på film” kurateret af Maia Sørensen og Pontus Lidberg. Visningerne er gratis og finder sted efter forestillingen fredag og lørdag.