Engelske Sue Hansen-Styles er en af de kreative kvinder, der får ting til at ske. Det forekommer, at når hun får en idé, helmer hun ikke, før den er ført ud i livet. Senest har hun kastet sig ud i både at oversætte og at opføre den timelange monolog af afdøde Peter Asmussens på Teatret ved Sorte Hest. Teksten er fra 1995, og Sue Hansen-Styles har haft Solbjørg Højfeldt med som partner til at oversætte teksten til engelsk og til at instruere. Det er blevet til et frugtbart samarbejde mellem de to modne kvinder, der begge har et mentalt overskud til at favne den tunge historie om kvinden, der er blevet forladt af sin mand. Han har meget banalt fundet en anden, mens hans kone står tilbage med savnet og en undren over, hvad der lige skete her. Hun har slået sig på flasken og ser tilbage på sit liv sammen med den mand, hun troede, hun skulle tilbringe resten af livet med.
Fortællingen tager os frem og tilbage i tid i det tankemylder, der kan opstå hos et menneske, der ikke har kontakt til andre mennesker end sig selv og måske ikke engang det. Mellem linjerne fremgår det, at ægteskabet måske ikke helt har været den lykke, hun prøver at gøre den til, og livet har nok ikke rigtigt foldet sig ud hos den kvinde, der gerne ville have været danser – og ikke kun assistent for assistenten for en ballerina, der dansede hovedpartiet i en ballet, der starter med G.
Hukommelsen er ikke, hvad den burde være hos kvinden. Det skyldes muligvis alkoholindtaget, eller også er virkeligheden ubærlig. For har hun erkendt, at forholdet til manden er slut. Vi er ikke sikre i publikum, og det er hun heller ikke selv.
Scenografien er enkel bestående af tre store skabe med spejle og refleksioner, og lyset fokuserer på hovedpersonen, så hun til tider fremstår næsten nøgen i fremtoning.
Historien skifter ved slutningen. Det skal dog ikke afsløres hvordan.
Sue Hansen-Styles leverer en flot præstation, der ikke på noget tidspunkt bliver flæbende eller selvsmagende.
Det er dejligt, at der er et teater som Teatret ved Sorte Hest, der giver plads til smalle og lødige forestillinger, der tvinger til eftertanke. At kun ca. 20 mennesker havde fundet vej til forestillingen forleden er derfor trist. Der er dog tid til at nå det endnu. Forestillingen spiller til den 21. marts.
Teatret ved sorte hest
Dance with me
Produceret af: Why not Theatre Company
Medvirkende: Sue Hansen Styles
Instruktør: Solbjørg Højfeldt
Manuskript: Peter Asmussen – oversat til engelsk af Sue Hansen-Styles og Solbjørg Højfeldt
Varighed: 1 time uden pause
Spilleperiode: 28. februar til 21. marts
Forestillingen spilles på engelsk