Dans2Go er et tiltag, der har kørt i nogle år på Det Kongelige Teater. Her får publikum smagsprøver på forskellige former for dans. Det er til samme billige pris over hele salen, så der er god grund til at spare udgiften til take-away kaffe en uges tid og så have penge til billetten i stedet.
Denne sæson byder Dans2Go på tre værker, der viser den kongelige ballets danseres spændvidde i præstationer og fortolkninger af koreografier af tre vidt forskellige koreografer.
Aftenen indledtes med Jiri Kyliáns smukke værk Salmesymfoni fra 1978, som kompagniet har danset i forbindelse med opførelse af Kylián aftenen Silk & Knife 2 i sæsonen 2017/18. Der er otte damer, otte herrer, otte stole og 40 orientalske tæpper som bagvæg. Igor Stravinskys musik komponeret med udgangspunkt i bibeltekster, var rammen om værket. Det var på en gang tyst og eksplosivt såvel som teknisk, stringent, humoristisk og spirituelt. Der var lange linjer hos damerne i lyse lange kjoler, og herrerne i mørke bukser og grå skjorter.
Så var det tid til Harald Landers pas de deux Dvorák pas de deux med Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson. Selv om pas de deuxen er fra 1966 og langt hen ad vejen består af traditionel klassisk ballet, fremstår udtrykket tidssvarende, hvilket understreges af Jón Axel Franssons stramme sorte jeans – ikke en sædvanlig påklædning i en danseduet. Det traditionelle udtryk twistes, en hånd vender udad i stedet for at være pænt samlet, og en fod vendes indad i stedet for at turneres udad. Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson var begge fyrige og veldansende i dette friske værk.
Finalen blev leveret med et helt nyt værk My Daddy Loves Sugar….af danser ved balletten Oliver Starpov. Under loftet hang et oplyst glasbur med en herre klædt i hvidt. På gulvet udspillede sig et drama for 11 herrer omkranset af en firkant af lys stofrør, der udsendte et hospitalsagtigt hvidt lys. Det var et dystert og dysfunktionelt univers, publikum blev inviteret ind i. Alle var klædt i sort. 9 herrer var i sorte bukser, en gennemsigtig top, der afslørede en bar mave og en tilsvarende sort jakke. Alene åbenbarede Sugar sig kun iført bukser og den lille top. Leder af gruppen; Daddybetragtede ham og fik ham indlemmet i gruppen.
Det hele forekommer symbolsk og foregår i underbevidstheden, hvor der ikke er rart at være, og hvor hovedpersonen næsten fortæres af de ni herrer fra hans underbevidsthed, må man forstå. Dansen var gulvsøgende og gymnastisk, og den elektroniske musik dunkede, så man kunne mærke det i sæderne.
Det var et nyt og spændende værk af den unge Oliver Starpov. Dejligt at Balletmester Nikolaj Hübbe giver plads til, at danserne fra kompagniet afprøver deres koreografiske evner. Det bliver spændende at følge Starpovs koreografiske udvikling.
Værkerne blev opført til båndet musik, og for de to første værker ville levende musik have forøget oplevelsen betydeligt. Det ændrer dog ikke ved, at det var en dejlig aften, der forhåbentlig giver publikum mod på at se mere ballet.
Salmesymfoni
Koreografi: Jiri Kylián
Musik: Igor Stravinsky
Scenografi: William Katz
Kostumer: Joop stokvis
Lysdesign: Jirí Kylian, Joop Caboort og Kees Tjebbes
Dvorák Pas de Deux
Koreografi: Harald Lander
Musik: Antonin Dvorák
Kostumer: Rikke Korfix og Lise Lander
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Varighed: 1 time og 50 minutter
Spilleperiode: 23. oktober 2018 til 18. maj 2019
