Magi, børnefantasi, dygtige skøjteløbere og skønne historier er essensen i Feld Entertainments ’Disney on Ice’, der efter tre år uden is i Danmark endelig er tilbage med et show af klassisk Disneystandard.

Selvom tekniske udfordringer med betalinger havde defineret de fleste børns indtryk af Disneys storslåede eventyrshow på forhånd og havde givet forældrene unødigt mange grå hår, så sørgede første strofe af en Disneysang og Mickey og Minnies tilstedeværelse på scenen hurtigt for, at problemerne var glemt og magien kunne udfolde sig.

Feld Entertainment og Disney har brugt de tre år uden international succes på at forny repertoiret og har skabt et festfyrværkeri af både gamle og nye Disney-figurer; de klassiske prinsesser i form af blandt andre Tornerose og Jasmin, pigernes nye idoler i form af Vaiana, Elsa, Anna og Tiana i skønt selskab med Cocos Miguel, Oluf og mange mange flere.

Det er altid en fest og selvom årets skøjteløbere desværre leverer en del fald på skøjterne, så får de hurtigt og elegant rettet op på det og strør magi ud til selv de bagerste rækker, hvor der er julelys i øjnene på såvel små som store, der uden at tænke over det synger med på både nye og gamle sange.

Showets højdepunkt bliver ’Coco’, der for alvor bringen filmen til live, når de døde danser og synger med Miguel og hans ikoniske guitar. Selvom historien er en af de nyere i Disney-universet, så har den formået at finde vej til både børn og forældres hjerte, og selvom man kun får en brøkdel af historien med på skøjtebanen, så kommer Disney i mål.

Alle børn burde have muligheden for at mærke Disney-magien, der knytter sig til ’Disney on Ice’. Minder vækkes til live og en helt almindelig torsdag aften i Ballerup synes pludselig magisk.

’Disney on Ice’ spiller i Ballerup til og med 22. januar.

Rettigheder: Feld Entertainment og Disney