Dansekompagniet Corpus er Den Kgl. Ballets eksperimenterende dansekompagni. Og Ghosting er eksperimenterende, nyfortolkende og moderne.

Som teatergænger kommer du ind i et stort mørkt rum, kun oplyst af en stor liggende tv-plade, som du bliver kaldt hen til. Der skal du finde din mobil frem og dernæst bliver du guidet i, hvordan du via din mobiltelefon kan blive en del af forestillingen. Hurtigt popper et skærmbillede op på din mobil, som blev du filmet fra oven. 

Dernæst går forestillingen i gang, og dine sanser og hjerne får en svingom i et lille hvidt telt, hvor du står i en gruppe og betragter en danser, der via sine bevægelser, halvt kravler rundt på gulvet eller drejer sig rundt om dine ben. Danseren taler og fortæller dig om kodning og indstillinger på din mobil. Samtidig kan du via din mobil se skyggerne i de andre telte set fra oven. Der bliver hurtigt varmt i teltet, og du må allerede træffe dit første valg, bliver du eller går du ud?

Hvis du stadig er med her, og tænker spændende, er ”Ghosting” lige dig, men forbered dig på en lettere mental forvirring. Der er ingen stole og den traditionelle scene, som du beskuer. Du er hele tiden en del af iscenesættelsen. Danserne, dig og din mobil interagerer. Hvis du er en mobil livsnyder kan du gå på opdagelse i dit skærmbillede, hvis du er teatergænger kan du betragte de dansende, der er dygtige dansere.

A-Salen bliver som de selv skriver gjort til et inviterende og legende rum, hvor du kan tage stilling, deltage og udforske internettets facetter.

Selve koblingen med internettet fungerer godt, men det er som om, at det er blevet slået lidt for stort et tema op for de dansende. Det hele er meget visuelt, og der mangler måske de læsende element fra internettet, der kunne beskrive eller bemærke de valg, der kan træffes. På et tidspunkt står tiden lidt stille, for hurtigt har man set det, der skal ses. Og man får lyst til at lægge mobilen væk for at opleve de dansende og se hvad det er, som de ønsker at udtrykke. Det kan anbefales, for danserne går tæt på, meget tæt på, lidt aggressivt endda går de helt tæt på, og man integrerer med danserne.

Det er nyskabende, og det skal der også være plads til på A-salens scene. Derfor giver Kulturtid.dk 3 stjerner til forestillingen, for de har fat i noget af det rigtige, men der er også rum til at gøre sig lidt mere umage i den visuelle fortolkning og selve koblingen mellem internettet, mennesket og teatergængeren.