Kan man med mening skabe en helaftensballet over Tennessee Williams teaterstykke Glasmenageriet fra 1944? Stykket har kun fire roller, og handlingen foregår i en dagligstue i 1930-erne. Kunstnerisk leder af Hamborg Balletten John Neumeier har haft en drøm om sådan en ballet, siden han var 17 år gammel, og her ganske mange år efter er drømmen blevet til virkelighed. John Neumeier har ud over at koreografere også lavet scenografi, lys og kostumer. Som musikledsagelse har Neumeier valgt tre amerikanske komponister, Charles Ives, Philip Glass og Ned Rorem.
Neumeier har i sit værk holdt sig tæt op af det litterære forlæg om en mor, Amanda, med to næsten voksne børn, Laura og Tom. Manden i huset er blafret af mange år tidligere, men billedet af ham hænger stadig i hjemmet. Amanda ernærer sig ved at sælge ugeblade til damer, Tom arbejder meget mod sin vilje på en skofabrik, for han vil hellere være kunstner, og Laura arbejder ikke. Hun har et mindre fysisk handicap, idet hun halter lidt. Dertil kommer, at hendes sind er om end meget skrøbeligt. Hendes mor har uden held forsøgt at få hende til at følge et maskinskrivningskursus. I stedet befinder Laura sig i hjemmet, hvor hun værner om sin samling af glasfigurer. Hendes mor vil gerne have Laura gift og får med de bagtanker sin søn til at invitere en ung mand til middag. Til alt uheld er den unge mand Jim allerede forlovet.
Teaterstykket ser tilbage på forholdene i hjemmet set gennem Toms (eller Tennessee Williams) øjne, og det er de c, der omsættes til dans. I balletten nøjes man ikke kun med enten at læse eller høre om skofabrikken, biografturene, moderens mangfoldige bejlere og den unge mands sportslige bedrifter i skolen. De bliver danset, så der er heldigvis brug for flere dansere end den fire hovedkarakterer.
Samtidig har Neumeier tilladt sig at fortolke på det i mange henseender selvbiografiske stykke. Han blander virkelighedens Williams ind i sit værk, så der er tilbageblik på de to børns tidlige barndom, hvor de danser med deres barnepige. Derudover har Neumeier fortolket på Toms seksualitet. Teksten er fra 1944, og der var det ikke nemt åbenlyst at skilte med homoseksualitet. Der er vi nået lidt længere i 2019 og føjer det dilemma på, at både Laura og Tom har haft følelser for den unge mand Jim. Laura har haft et godt øje til ham fra skoletiden, og Tom har malet Jim.
Rumænsk fødte Alina Cojucaro, der i mange år dansede ved Royal Ballet i London, danser det store parti som Laura iført en sko med hæl på den ene fod og en flad sko på den anden – ikke nogen nem opgave at udføre svære trin i. Med sin spinkle fysik udstråler hun skrøbelighed og styrke, og hendes præstation er uafrystelig. Cojucaro er af en anden verden – let som et fnug i de store løft og med en beskrivelse af en pige, der er i sin helt egen boble, fordi det virkelige liv er ubærligt. Felix Paquet er en værdig partner som hendes bror Tom, og ømheden for søsteren er til at tage og føle på. Edvin Revazov er fantastisk som den modne Tom eller Williams, der ser tilbage på det hjem, han har forladt og undres over de varme følelser over for søsteren. Patricia Friza danser partiet som moderen, der på en gang er utålelig i sin iver efter at få datteren afsat, samtidig med at kærligheden for de to børn lyser ud af hende. Patricia Friza er fantastisk, når hun tænker tilbage på sine beundrere – i Neumeiers udgave en mængde mænd i hvidt og med smukke buketter til hende. Der blomstrer hun ved tanken om, hvad der var engang, og da den unge mand kommer til middag, bliver hun eksalteret af fryd. Både fordi hun vil datteren det godt, men den adspredelse og det mandlige selskab, der bliver hende til del, forstår hun at nyde.
Christopher Evans danser den unge mand, og han er både sjov, men også sød over for Laura, som han oprigtigt får sympati for, så ærgerligt nok, at kæresten valser ind og henter ham.
Neumeiers koreografi er intrikat, men enkel i sin neoklassiske renhed. Man er ikke i tvivl om, at han er trinmageren. Det er modige valg, Neumeier har foretaget i sit nye værk og imponerende at selv helt små detaljer fra teaterstykket er kommet med i balletten.
Neumeier er en yderst begavet koreograf, og han forlanger noget af sit publikum. Det kan anbefales at læse stykket, inden man drager til Hamborg for at se Glasmenageriet. Efterfølgende er der også meget skøn læsning om Neumeiers tanker og om Tennessee William i det indholdsrige program, når man skal have sin oplevelse fordøjet på ny. Det er en ballet med mange facetter og burde ses adskillige gange.
Glasmenageriet på Hamburg Staatsoper
Koreografi, scenografi og kostumer: John Neumeier
Musik: Charles Ives, Philip Glass og Ned Rorem
Scenografassistent: Heinrich Tröger
Film: Kiran West
Musikalsk ledelse: Simon Hewett
Medvirkende: Edvin Revazov, Felix Paquet, Alina Cojocaru, Patricia Friza, Christopher Evans m.fl.
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
